Så skal der atter byttes til den store guldmedalje, når der er Store Byttedag i Kulturhuset Pavillonen søndag 15. september.

Så skal der atter byttes til den store guldmedalje, når der er Store Byttedag i Kulturhuset Pavillonen søndag 15. september. Pressebillede

Frimærker og mønter byttes i Pavillonen

Samlere mødes fra hele landet til Store Byttedag i Grenaa

Af
Søren Andersen

GRENAA Søndag 15. september fra klokken 10-15 arrangerer Grenaa & Omegns Frimærkeklub i samarbejde med Djurslands Møntforening en stor byttedag i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Det er et arrangement som de to foreninger i fællesskab afholder for 28. år i træk.

I de år er der blevet byttet, handlet og fortalt historier om samler hobbyen i de to foreninger til glæde for rigtig mange mennesker. Der kommer handlere og krejlere fra hele landet. De fylder over 50 borde med frimærker og mønter, så der er et stort udvalg at gå igennem for de samlere, der kommer forbi på denne dag.

Sidste år kunne man på dagen markere, at den lokale klub for frimærkesamlere rundede de 60 år, og i år er det møntsamlerne, der kan se frem til en rund dag. 18. november fylder Djurslands Møntforening 50 år.

"Der er ingen tvivl om, at interessen for at samle på mønter steg voldsomt fordi tre af de helt store danske møntfund er gjort her på egnen - i Ågade i Grenaa i 1910 og i Kirial og Balle sidst i 1960'erne," siger Bent Klim Johansen fra Djurslands Møntforening, der tæller 90 medlemmer og dækker de to kommuner på Djursland.

Helt så mange medlemmer er der ikke i Grenaa & Omegns Frimærkeklub, der i sit 61. år har et stabilt medlemstal på 30.

"Det er en tradition for mange samlere, at Store Byttedag i Grenaa åbner sæsonen. Der er stor interesse fra især naboklubberne, men mange tager også turen på tværs af landet for at være med her," siger formanden for frimærkesamlerne, Hanne Andersen.

Man kunne tro, at interessen for at samle er et enten/eller - enten frimærker eller mønter, men faktisk er der mange, som samler på begge dele.

De to foreninger vil da også snart være aktive på samme adresse - nemlig i Kulturhuset Pavillonen. Her har møntklubben altid haft hjemme, men nu er frimærkeklubben også ved at rykke ind, så man kan holde sine medlemsaftener her.

De to foreninger har til fælles, at medlemmerne er kommet godt op i årene. Det er ikke let at få unge til at fatte interesse for at blive filatelist eller numismatiker, og mobile pay er jo heller ikke let at samle på. Samtidig er der den udfordring, at der ikke længere udgives så mange frimærker og mønter som tidligere - fordi postmængderne falder og der anvendes andre betalingsmidler.

Publiceret 12 September 2019 14:00