En hofteskade satte Erik Clausen ud af spillet - men nu er han på toppen igen.

En hofteskade satte Erik Clausen ud af spillet - men nu er han på toppen igen. Pressebillede

Nu er Erik Clausen klar til Grenaa

Hofteskade satte en stopper for foredrag

Af
Søren Andersen

GRENAA Erik Clausen er tilbage. I efteråret måtte den folkekære kunstner med de bramfri replikker aflyse alle foredrag efter en hofteskade. Også det i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.

Men cirkusheste kan ikke holde til at være væk fra manegen for længe - og nu er Clausen klar til at tage ud i landet igen. Torsdag 12. september klokken 19 går han på scenen i Grenaa.

Nu spreder vi vingerne ud og tager en tur ud i gøglerens verden, hvor han vender alle ting på hovedet. Om ikke andet, så vender han tingene på vrangen. Stiller spørgsmålstegn ved den stærkt opreklamerede normalitet. Stiller lighedstegn mellem mænd og kvinder, absolut til kvindernes fordel, når Erik Clausen gennemgår hvordan Vorherre havde det, da han skabte henholdsvis manden og kvinden.

Det er et talkshow på fuld speed, (glem alt om "ældrebyrden"). Her er det Erik Clausen med sin lange livserfaring der øser forskellige anekdoter ud over jer med risiko for humoristiske bivirkninger og risiko for at du kan kende dig selv, mand eller kvinde, ung eller gammel.

Fra den ene hjernehalvdel til den anden, går ud på at forene de to halvdele der normalt lever adskilt. Som et par i en separation, som et par i en total krise, som et par der hele tiden er i terapi. Ja, prøv at få fantasien forenet med det praktiske. Det er Clausen på slap line (meget slap).

Publiceret 10 September 2019 16:00