Direktør Søren Gertsen er meget tilfreds med driften af flisværket på Bredstrupvej i Grenaa.

Direktør Søren Gertsen er meget tilfreds med driften af flisværket på Bredstrupvej i Grenaa. Foto: Søren Andersen

Flisværket sender varmeprisen nedad

Grenaa Varmeværk leverer nu næstbilligst på Djursland - og billigere end Randers og Aarhus

Af
Søren Andersen

GRENAA Stærkt på vej mod de 60 år - jubilæet er til august næste år - er Grenaa Varmeværk i absolut topform. Ikke mindst takket være flisværket, som blev taget i brug sidste år, og en udvidelse på solvarmeområdet, er man i stand til at sætte varmeprisen ned og ned.

"Jo, den 59-årige er i god form," siger direktør Søren Gertsen under en rundvisning på det nye flisværk, som skulle så meget grueligt igennem i form af kedelleverandørens konkurs. Det kostede Søren Gertsen en sommerferie i Vietnam og en masse ekstra arbejde, men i dag er han absolut tilfreds med tingenes tilstand.

Efter opstart i 2018 er vi ved at have gjort vore egne erfaringer. Der er styr på emissioner fra skorstenen og der er heller ikke nogle problemer med at overholde kravet til kondensatet og dermed det spildevand, vi udleder," siger Søren Gertsen.

"Her i 2019 får vi hele flismængden 40.000 tons om året - fra lokalområdet, og der er ligeledes lavet en aftale for 2020 med to lokale aktører om levering af hele den mængde, vi forventer at skulle bruge der. Det betyder blandt andet at det træ, der bliver fældet ude i den kommunale plantage, bliver brugt lokalt," siger Søren Gertsen.

På solvarmefronten har Grenaa Varmeværk sat et nyt anlæg i drift i år på 22.600 kvadratmeter - nu har varmeværket hele 35.000 kvadratmeter med solvarmeanlæg. Den samlede årlige solvarmeproduktion svarer dermed til 830 parcelhuses årlige forbrug af varme.

"Resultatet at disse tiltag er, at når vi sammenligner det såkaldte standardhus, så er vi næstbilligst på hele Djursland, inklusiv Aarhus og Randers. Det er kun Ebeltoft, der er marginalt billigere," siger Søren Gertsen.

1. januar 2019 kunne man sænke prisen på varme til 412 kroner pr MWh. Dermed er prisen faldet fra 525 kr. i 2018 til 412 kr. pr. MWh., det betyder at den samlede varmeregning, for et standardhus, er faldet med 2.045 kr. pr. år.

Samlet set betyder det at varmekunderne i Grenaa får en årlig besparelse på 14,7 millioner kroner tilsammen.

Publiceret 10 September 2019 07:00