Projektleder Bent Olsen fra Kemic, der skal stå for byggeriet af det nye vandværk i Fjellerup Strand, så til, mens bestyrelsesformand Kaj Overgaard tog det første spadestik.

Projektleder Bent Olsen fra Kemic, der skal stå for byggeriet af det nye vandværk i Fjellerup Strand, så til, mens bestyrelsesformand Kaj Overgaard tog det første spadestik. Foto: Søren Andersen

Første spadestik på nyt vandværk

Fjellerup Strands Vandværk har taget hul på nybyggeri med første spadestik

Af
Søren Andersen

FJELLERUP Det gamle vandværk i Fjellerup Strand er slidt op og kan ikke repareres. Men et nyt er på vej og onsdag kunne formanden Kaj Overgaard tage en blank spade i brug for at tage det første spadestik til det vandværk, der skal stå klar til brug 1. juni næste år.

Efter en udbudsrunde styret af Niras, som er byggerådgiver på projektet, er opgaven med at etablere det nye vandværk overdraget til virksomheden Kemic, som er specialister på området.

Det nye vandværk bliver fuldautomatisk, så driftsbestyrer Erik Bjerregaard kan styre det via sin computer hjemmefra, men alligevel er en del af nybyggeriet velfærdslokaler, som også kan bruges, når bestyrelsen i Fjellerup Strands Vandværk holder møder.

På grunden, som vandværket ejer, skal der bygges et hus på 273 kvadratmeter, som også skal rumme to store vandtanke - på hver 100 kubikmeter.

Vandværket har for tiden 1580 tilslutninger - typisk sommerhusene i området, og flere kommer til, for der bygges konstant nye sommerhuse.

Der leveres omkring 100.000 kubikmeter vand om året fra andelselskabet - mest i påsken, hvor mange tager sommerhuset i brug efter vinteren.

"Det er vand af en rigtig god kvalitet, og vi har heldigvis nok af det, så vi har fået tilladelse til vandindvinding i yderligere 30 år," siger formanden for vandværket, Kaj Overggard, der fortæller, at budgettet for byggeriet er på seks millioner kroner, som man delvist har sparet op til.

Fjellerup Strands Vandværk indgår i et tæt samarbejde med Byens Vandværk, Hegedal Vandværk, Skovgårde Vandværk med henblik på at sikre hinanden i en eventuelt nødforsyningssituation.

Publiceret 21 August 2019 14:48