Om en uge pakker livredderne udkigstårnene ned for i år. Arkivfoto: TrygFonden

Om en uge pakker livredderne udkigstårnene ned for i år. Arkivfoto: TrygFonden

Nu er det sidste uge med livreddere på strandene

Onsdag 21. august lukker livredderne fra TrygFonden Kystlivredning livreddertårnene på strandene for sidste gang i denne sæson. Det er derfor ved at være sidste chance for at tage en dukkert under opsyn af livredderne.

"Vi kan tydeligt se, at antallet af strandgæster falder markant, når skolerne begynder efter sommerferien, og det har vi indrettet vores sæson efter. Men man kan stadig nå at tage en svømmetur under opsyn af livredderne i den kommende uge, og det håber vi, at mange vil gøre. Børnehaver og skoleklasser er også velkomne til at komme en tur ned på stranden, så fortæller livredderne gerne om de fem baderåd og om, hvordan man passer på sig selv og hinanden på stranden, siger René Højer, programchef i TrygFonden i en pressemeddelelse.

Husk baderådene

Sommeren er dog ikke forbi endnu, og forhåbentligt fortsætter det lune vejr, så badeglade børn og voksne i de kommende uger kan forlænge sommeren med flere badeture. Hopper man i vandet, opfordrer TrygFonden Kystlivredning til at huske på de fem baderåd.

"Generelt oplever vi, at folk passer godt på, når de bader. Livredderne har igennem sommeren mødt rigtig mange mennesker på strandene og talt med dem om badesikkerhed og de forholdsregler, man bør tage, inden man går i vandet. Vi håber, at baderådene om bl.a. aldrig at bade alene og at være opmærksom på strømforholdene har klædt danskerne godt på til at bade, når livredderne ikke længere holder øje," siger Michael Iwersen, uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning.

De 5 baderåd

1. Lær at svømme

2. Gå aldrig alene i vandet

3. Læs vinden og vandet

4. Lær stranden at kende

5. Slip ikke børnene af syne

Publiceret 14 August 2019 07:00