Kysten er klar for børn og deres voksne i museumsgården fredag 23. juli. Foto: Østjyllands Museum

Kysten er klar for børn og deres voksne i museumsgården fredag 23. juli. Foto: Østjyllands Museum

Kysten er klar kalder til koncert

Masser af maritim underholdning i museumsgården

Grenaa Havet er stort, voldsomt og barskt, men nu byder Museum Østjylland på en let brise i form af en sommerkoncert i museumsgården i Grenaa fredag 23. august klokken 15-17, Søndergade 1.

Anledningen er udgivelsen af museets lille billedbog 'Kysten er klar', som alle 0-6-årige børn i Norddjurs Kommune har modtaget gratis. Bogen handler om livet ved kysten gennem tiden og er målrettet de mindstes ører og øjne. Musiker Mikkel Nordin Frost, der har skrevet musik og de små rim i bøgerne, spiller og synger bogens sange til koncerten.

Arrangementet byder også på en masse sjove vand- og kyst-aktiviteter, som pædagogstuderende fra VIA i Grenaa står for.

Der er gratis adgang til arrangementet, der begynder med aktiviteter klokken 15, hvor de pædagogstuderende har forberedt alverdens sjove aktiviteter.

Klokken 16 stemmer Mikkel Nordin Frost guitaren og synger sine sange om alle de hændelser, den norddjurske kyst er ophav til. Kysten har både givet og taget, så festlige sange om stranden anno 1900 blander sig med dramatiske druknehistorier. Dagens små og store gæster kan også glæde sig til, når Mikkel Nordin Frost synger og spiller den vilde bluessang om slaget på Kolindsund og den spruttende popsang om havnefart og folkeliv.

Sjove aktiviteter fra VIA

En hel årgang af pædagogstuderende fylder denne eftermiddag museumsgården op med en sandstrand, sæbebobler, bål, en køkkenmødding og meget, meget mere.

”De studerende har virkelig udfordret sig selv for at lave mange fede aktiviteter for familierne,” siger museumsinspektør Lisette Berg Andersen i en pressemeddelelse.

Der bliver også lejlighed til at lære en masse nyt om havet. Foto: Museum Østjylland

Der bliver også lejlighed til at lære en masse nyt om havet. Foto: Museum Østjylland

Hos fiskerne i vaders og med piben på skrå kan børnene for eksempel røre og kigge nærmere på, hvad der er inde i en ægte fisk. De kan også smage på sprøde chips lavet af tang, mens de får et flot anker tatoveret på armen.

”Museumsgården er med andre ord forvandlet til en stor kyst-installation, så det er bare om at gå i gang med de mange gratis aktiviteter,” opfordrer Lisette Berg Andersen.

Kysten er del af børns liv

Havet omkring Djursland har haft kolossal betydning for, hvordan menneskene har levet, og hvordan landskabet ser ud i dag.

”Den lille bog fortæller kystens historie til de allermindste. Norddjurs Kommune har en lang kystlinje, og kysten og havet er tidligt en del af børnenes liv, så det er oplagt at formidle livet ved kysten for de mindste, ” siger museumsinspektør Lisette Berg Andersen, der glæder sig over, at børn, forældre og institutioner har taget godt imod bogen 'Kysten er klar'.

Mere kyst-sjov for børn

5.000 billedbøger, koncert og aktiviteter er blevet en realitet takket være en gavmild hånd fra Nordea Fonden, der sidste år gav 450.000 kr. til projektet.

I oktober inviteres kommunens mindste igen til vand- og kyst-sjov, når Museum Østjylland i samarbejde med Kattegatcentret byder på koncert og aktiviteter med udgangspunkt i billedbogen Kysten er klar.

Publiceret 06 August 2019 08:00