Bethel kan opleves i Grenaa Havn.

Bethel kan opleves i Grenaa Havn. Pressebillede

Sejlende sømandshjem gæster Grenaa

Bethel fylder 50 år og kan gæstes i Grenaa Havn

Af
Søren Andersen

GRENAA Det sejlende sømandshjem Bethel kommer til Grenaa fra 22-– 28. juli, hvor der er åbent skib fra klokken 10-22 på havnen i Grenaa.

Hele sommeren sejler Bethel rundt til danske havne. Nu kommer det historiske skib til Grenaa.

Alle er velkomne til at komme ombord og se skibet, få en kop kaffe og en snak. Besætningen, der består af sømandsmissionærer og frivillige, har tiden til at snakke og nyder at være værter.

I årets løb taler sømandsmissionærerne med mange sømænd, når de går op på skibene, der anløber dansk havn. Om sommeren nyder de så at tale med de mennesker, der kommer forbi Bethel. Hygge, god tid og lysten til at lytte til de besøgende giver ofte indholdsrige samtaler.

Det er ikke til at se det, men Sømandsmissionens største skib Bethel fylder 50 år. Bethel, der oprindeligt hed Romsø Y302, blev søsat 31. maj 1969. Det udgik af Søværnets tjeneste 21. marts 2007, hvor det blev købt af Sømandsmissionen. Efter mange års aktiv tjeneste i Søværnet fortsatte skibet således i civil tjeneste.

Siden Sømandsmissionen overtog skibet, er det løbende restaureret. Bethel blev ombygget i 2010, så fordækket blev overdækket. I 2011 blev det yderligere ombygget, så bakken ved stævnen på skibet nu strækker sig helt hen til styrehuset. Skibet er i god stand og i store træk holdt tro mod sin historie – det er absolut et besøg værd.

Publiceret 19 July 2019 00:00