Til Gammel Estrups 1700-talsfestival 22.-23. juni kan man opleve, hvordan livet var for både høj og lav for 250 år siden. Foto: Herregårdsmuseet

Til Gammel Estrups 1700-talsfestival 22.-23. juni kan man opleve, hvordan livet var for både høj og lav for 250 år siden. Foto: Herregårdsmuseet

1700-tallet vækkes til live på Gammel Estrup

22.-23. juni kan man møde grever, bønder, gøglere m.m.

gl. estrup På herregården Gammel Estrup på det nordlige Djursland, kan man 22.-23. juni komme på rejse 250 år tilbage i tiden.

Her kan man møde både grever og grevinder, bønder, ridefoged og håndværkere, gøglere og musikanter, når 1700-tallet vækkes til live af over 100 frivillige.

I borggården falbyder bønderne deres varer, mens gøglere og musikanter fylder luften med larm og musik. Pølser og pandekager steges over bål, og smede, bødkere, træskærere og andet godtfolk arbejder med de gamle håndværksteknikker.

Indenfor kan man følge adelsfolkene i deres daglige gøremål og høre om herregårdsliv, malerkunst og selviscenesættelse i 1700-tallet.

"1700-tallet var en vild og fascinerende periode i vores historie, hvor pudrede parykker, stramme kjoleliv og hvidtede ansigter var højeste mode. Overklassen levede et liv i enorm luksus, og grever og grevinder var mestre i at iscenesætte sig selv med både et gennemført udseende og særlige herskabelige gøremål," fortæller museumsinspektør Marie Kirstine Elkjær i en pressemeddelelse fra Gammel Estrup.

"Det står i skarp kontrast til livet uden for herregårdens mure, hvor almindelige mennesker arbejdede hårdt og levede deres liv fokuseret på at skabe en bare nogenlunde rimelig tilværelse for deres familie,", fortsætter hun.

Prøv fægteskolen

Forskellen mellem rig og fattig var stor i 1700-tallet. Det fremgår tydeligt ved grevindens ”morgentoilette”, som man kan opleve på 1700-talsfestivalen. Her kan de besøgende komme tæt på en adelskvindes faste morgenritual med håropsætning, pudring og påklædning.

Har man lyst til selv at prøve kræfter med livet som adelsmand eller -kvinde, så kan man blandt andet deltage i fægteskolen, blive oplært i tidens etikette eller lave sit eget ordensbånd.

1700-talsfestivalen på Gammel Estrup skydes i gang med kanonsalut både 22. og 23. juni.

Festivalen varer kl. 10-17 begge dage. Der kan købes mad og drikke, kaffe og kage samt varer og husflid i boderne.

jesl

Publiceret 20 June 2019 16:00

SENESTE TV