Roger Waters fra Pink Floyd har flere gange opført The Wall i Parken i København - med stor succes, imponerende god lyd og effekter på scenen.

Roger Waters fra Pink Floyd har flere gange opført The Wall i Parken i København - med stor succes, imponerende god lyd og effekter på scenen. Foto: Jonas Vandall Ørtvig, Ritzau Scanpix

Foredrag om et mesterværk

Få historien om Pink Floyds The Wall i Pavillonen

Af
Søren Andersen

GRENAA "Vi fejrer Pink Floyds mesterværk The Wall, der fylder 40 år her i november med et foredrag, der tager der dig med bag muren og rundt i Pink Floyds magiske univers af Eksperten Thomas Ulrik larsen - der er noget at glæde sig til," siger Jesper Jul fra Kulturhuset Pavillonen om arrangementet, der finder sted 12. november klokken 19.

”We Don’t Need No Education,” lyder den grammatisk forkerte hookline, som er det brudstykke fra Pink Floyds “The Wall”, de fleste kender. Og den mundrette formuleringsfejl er langt fra den eneste modsætning i det værk, som er en af rockens mest konsekvente selvmodsigelser.

Hvordan gik det til, at Pink Floyd, et af hippie-tidens helt centrale bands, rundede 1970’erne af med en dobbelt-LP om svigt, egotrip, isolation, forfald og fascisme? Og hvorfor blev denne på papiret dybt ukommercielle idé til verdens bedst solgte dobbeltalbum?

Hvordan fik ”bandet, der nægtede at udgive singler” det allerstørste single-hit lige på kanten mellem 1970’erne og 1980’erne? Hvordan var verdens populæreste live-band blevet så trætte af at turnere, at det blev nødvendigt at bygge en mur mellem band og publikum?

På sammenbruddets rand

The Wall cementerede med 33 millioner solgte eksemplarer, at Pink Floyd var koncept-rockens konger, men ved overgangen til 1980’erne var bandet på sammenbruddets rand. Kørt ned af paranoia, udbrændthed og magtkampe, som i høj grad lignede det liv, The Wall-figuren, Pink, levede.

The Wall-murermesteren, Roger Waters, afsluttede i 2014 fire års turné med et opdateret sceneshow baseret på Pink Floyd-mesterværket, og tre gange var Waters i Danmark. På gode dage solgte Waters en million billetter til forestillinger rundt omkring i verden. The Wall indfanger og fascinerer stadig nye årgange. Albummets sange og tekster har i årtier været fast musik- og engelsk-pensum i gymnasiet, og ved koncerterne mødtes tre generationer omkring Waters’ og Pink Floyds sange.

Thomas Ulrik Larsen går bag Muren i to tætpakkede timer, hvor historier, billeder, lydklip, video, musikanalyse og fortolkning tilsammen giver en unik oplevelse af et mesterværks tilblivelse.

Thomas Ulrik Larsen har mange musikjern i ilden: foredragsholder, sangskriver, musiker, underviser og musikjournalist. Thomas Ulrik Larsen sad i ekspertstolen i Go’morgen Danmark, da Pink Floyds mastermind, Roger Waters, opførte The Wall i Parken i 2011, og igen da Waters’ eks-kolleger udgav arkiv-musik på albummet ”The Endless River” i november 2014. Thomas var medvært samme måned i DR’s seks timers temaudsendelse, ”P6 Beat elsker Pink Floyd”.

Han har med soloprojektet, Lysår, udgivet tre anmelderroste album. Det seneste, ”Teknisk knockout”, udkom i august 2015.

Publiceret 09 June 2019 00:00

SENESTE TV