Også denne sommer skal der være gang i den på Torvet i Grenaa - som sidste år, hvor man på en af de utallige varme sommerdage kunne opleve den lokale musiker og sanger Anders Gantriis.

Også denne sommer skal der være gang i den på Torvet i Grenaa - som sidste år, hvor man på en af de utallige varme sommerdage kunne opleve den lokale musiker og sanger Anders Gantriis. Foto: Søren Andersen

Sommeren byder på masser af musik

Samarbejde mellem ShopiCity og GAMF sikrer musik og sang på Torvet i Grenaa

Af
Søren Andersen

GRENAA Når det nu forhåbentligt snart bliver sommer igen, så vil man på Torvet i Grenaa opleve meget mere aktivitet, end de seneste år. Det skyldes et udvidet samarbejde mellem ShopiCity og Grenaa Aktivitet og Musik Forening - GAMF.

"Vi går et step op i år, og det understreger hvor vigtigt det er at stå sammen om at skabe mere liv i Grenaa," siger Palle Mikkelsen fra ShopiCity, der har indgået samarbejdsaftalen med Marco Refskou fra GAMF.

"Medlemmerne i ShopiCity har været samlet for at gennemgå årets aktiviteter, og her var der enighed om i en tre års forsøgsperiode at vende tilbage med at holde søndagsåbent i juli måned. Nogle af disse søndage vil der også være musik på Torvet," siger Palle Mikkelsen.

Start til Open By Night

Det er Marco Refskou, der har brugt sit netværk på at sammensætte sommerens musikprogram, der indledes til Open By Night på fredag, hvor man først vil kunne opleve Kristian Frier, og senere på aftenen går Anders Gantriis på scenen med sit band og spiller både egne og andres sange.

Sommerens musikprogram tager man så fuldt og helt hul på 29. juni, hvor der er Blues For Fools på programmet. Og i løbet af sommeren vil man på Torvet møde både nye navne og gamle kendinge - som for eksempel Rock & Bjerregaard, Sunna, Per og Stephen, Peter Danielsen, Drenge På Tur, Thomas Ring, Skoleskibet, Willer Med Dans og Jens Falck.

Også det internationale marked, som de seneste somre har lokket mange mennesker til Torvet for at smage og købe kulinariske specialiteter fra Europa, vender tilbage, ligesom Grenaa traditionen tro også danner ramme om marathonløb og gademusikerfestival.

"Vi håber at kunne udvide aktiviteterne år for år, så folk får opfattelsen, at der er gang i Grenaa," siger Marco Refskou, der også står for udeserveringen på Torvet denne sommer.

Publiceret 26 May 2019 00:00

SENESTE TV