Peter Tranholm i sidste års finale - i år satser han på at gøre det endnu bedre.

Peter Tranholm i sidste års finale - i år satser han på at gøre det endnu bedre. Pressebillede

I år har Grenaas hotdog-mester en chance

Peter Tranholm nappede lige 15 hotdogs med sennep, ketchup og rå løg på vej hjem fra en konfirmation - så var han klar til finalen

Af
Søren Andersen

GRENAA I flere år har DM i hotdogs haft en sikker vinder i form af Ruben Mikkelsen fra Gistrup syd for Aalborg. Seks gange har han snuppet titlen - sidste år ved at spise hele 35 hotdogs på et kvarter.

Peter Tranholm fra Aarhus skal også i år repræsentere Grenaa i finalen, som afvikles i Aalborg fredag 31. maj. Og i år har han en reel chance for at komme på podiet, for Ruben Mikkelsen er ikke med i finalen.

Peter Tranholm er en konkurrencespiser af kaliber og hotdogspisningsveteran af sind. Han har blandt andet vundet en konkurrence i halv-meter-hotdog, hvoraf han spiste hele ni styk. Udover halv-meter-hotdogs har Peter gennemført en spicy hotwing-challenge i Silicon Valley i USA, hvor han skulle spise 12 superstærke hotwings på seks minutter. Disse klarede han på blot tre, og han er blevet optaget i deres Hall of Fame på baggrund af denne pragtpræstation.

Derudover er Peter også medlem af et flødebolle-panel, hvor han spiser flødeboller på tid. Sidst spiste han 24 flødeboller på tre minutter. Flødebollepanelets deltagere har hver en sponsor, og for hver flødebolle spist, går der sponsorerede penge til et godt formål.

I år skal det være

Peter elsker hotdogs og i 2017 debuterede han ved DM i Hotdogspisning, hvor han placerede sig lige uden for medaljeskamlen med 21 spiste hotdogs. I 2018 spiste han 22 hotdogs ved finalen, men i en testkørsel op til spiste han 29. Han var selvsagt skuffet over finalepræstationen i 2018, og i år regner Peter med at gøre stort comeback og indtage en position i top tre – han ved jo godt, at han kan.

Til dagligt arbejder Peter som socialpædagog på Grenen uden for Grenaa, hvor han ofte bliver udfordret af de unge beboere i en eller anden form for spisedyst. Dog har han aldrig tabt en af disse udfordringer, og med sine generelle flotte resultater i hotdogspisningens noble kunstart, har han fået blod på tanden til endnu mere konkurrencespisning i fremtiden.

Havde glemt at deltage

Peter havde i år glemt kvalifikationen og sad søndag eftermiddag kort før deadline til en konfirmation med hele svineriet og måtte valfarte i stress og jag til Havnens Pølsevogn i Grenaa for at kvalificere sig. Selvom maven var fuld af suppe, steg og is, rakte hans kvalifikationsforsøg til en flot placering i kvalifikationsrunden.

Peters mål er at ramme de 25 spiste hotdogs under finalen og derved forbedre sin egen officielle rekord. Og han helmer ikke, før han får en podieplads.

I år tegner det til en historisk tæt finale med både veteraner og debutanter.

Endnu engang er det Gammel Torv i Aalborg midtby, der skal danne rammerne for dette års finale i DM i Hotdogspisning, når Danmarks næste hotdogkonge skal findes.

Den storslåede hotdogfest bliver afviklet af Steff Houlberg i samarbejde med Aalborg Cityforening og Visit Aalborg, og bliver afholdt som en del af Aalborg Cityforenings Day & Night – og der er lagt op til et brag af en finalefest fredag 31. maj.

"Nu er de 10 finalister til dette års finale fundet, og jeg kan allerede garantere, at der bliver kamp om trofæet, æren og rejsegavekortet på 20.000 kr. Ruben, den forsvarende og seksdobbelte hotdogmester, har i år valgt ikke at stille op og forsvare sin titel. Det efterlader et bredt og meget lige finalefelt, der nu er helt åbent. Finalen ved dette års Danmarksmesterskab i hotdogspisning er mere spændende end nogensinde før, og det tyder på, at alt kan ske,"siger Rikke Jeppesen fra Steff Houlberg.

Navn

Antal spiste hotdogs i kvalifikationen

Stiller op for:

Robert Olsen

20

Maribo Mad

Mikael Berg Larsen

17

Byens Pølsevogn

Andreas Lübcke

16

PitStop Kaffe og Grillbar

Peter Tranholm

15

Havnens Pølsevogn

Thomas Mahler

14

Maxi Grill

Heine Klim

14

Frederikshavner Grillen

Lars Schmidt

14

Industrivejens Grillbar

Daniel Larsen

14

Steff's Place Borrevejle Grill

Jan Lund Nielsen

13

Enghavens Pølsevogn

Kristian Holdt

12

Steff´s Place Rødovre

Publiceret 25 May 2019 00:00