Dyrepassere fra hele landet er samlet på dykkerkursus i Kattegatcentret i Grenaa.

Dyrepassere fra hele landet er samlet på dykkerkursus i Kattegatcentret i Grenaa. Pressebillede

Dyrepassere på dykkerkursus i Kattegatcentret

De arbejder i Kattegatcentret, Tivoli, Nordsø Oceanarium og i Aqua Akvarium og Dyrepark - og lærer at dykke i akvarier i Grenaa

Af
Søren Andersen

GRENAA Der bliver sagt plask nogle gange i disse dage i Kattegatcentret i Grenaa. Seks dyrepassere fra Kattegatcentret, Tivoli, Nordsøen Oceanarium og Aqua Akvarium og Dyrepark er i denne uge på erhvervsdykkerkursus i Kattegatcentret, hvor de lærer at færdes sikkert under vandet i forbindelse med deres arbejde.

"Det er seks komprimerede dage med undervisning fra morgen til aften, hvor dyrepasserne lærer at dykke og bevæge sig sikkert i tanke og akvarier, som der gælder særlige regler for," fortæller kurator og marinbiolog i Kattegatcentret, Rune Kristiansen.

Det er leder af Nordsjællands Brandskole i Skibstrup, Kristian Schiang-Franck, der leder kurset med assistance fra to jyske beredskabskollegaer. Brandskolen er en del af Helsingør Kommunes Beredskab.

Dykker i 1,5 millioner liter stort akvarium

Kattegatcentret er vært for det seks dage lange erhvervsdykkerkursus, hvor dyrepasserne blandt andet undervises i førstehjælp og dykkerteori - men de skal også i dykkerdragterne hver dag.

"Dyrepasserne får den praktiske del af undervisningen i vores 1,5 millioner liter store og fem meter dybe Oceanarium med fem forskellige arter af hajer. Vandet er 12 grader koldt, så jeg håber ikke, at de er kuldskære," fortæller Rune Kristiansen.

I Kattegatcentret er dykning en vigtig del af dyrepassernes daglige arbejde, og derfor er et erhvervsdykkerkursus obligatorisk.

"Det er vigtigt, at sikkerheden er helt i top, når dyrepasserne skal ned i akvarierne for for eksempel at fodre, tjekke dyr for sygdomme eller holde ruderne rene. Det er et krævende arbejde, som kræver anden ekspertise end et almindeligt dykkercertifikat," fortæller Rune Kristiansen.

Kurset afsluttes fredag 22. marts, hvor der er uddeling af beviser til kursisterne.

Publiceret 28 March 2019 15:30