Et af Lars Kalmer Kastanjes billeder på udstillingen.

Et af Lars Kalmer Kastanjes billeder på udstillingen. Pressebillede

To lokale udstiller i Baunhøj Mølle

Fernisering på fredag på ny udstilling, som kan ses til 7. april

Af
Søren Andersen

GRENAA Grenaa Kunst- og Musikforenings kommende udstilling "Sten saks papir" med lokale Lars Sand Kirk og Lars Kalmar Kastanje ferniseres i Baunhøj Mølle fredag 15. marts klokken 17-18.30. Alle er velkomne. Udstillingen kan ses til og med 7. april.

Lars Sand Kirk har gennem hele sit virke som arkitekt, formidler og underviser, været optaget af samlingen som begreb, og har omsat denne inspiration i tegning, akvarel og grafik. Udstillingen viser en variation af redskaber og genstande med inspiration fra ting, der hører til i den forsvundne verden. Samlinger og redskaber – i fortid og nutid, kendetegnet ved statisk balance og ved materialets stoflighed. Redskaber udført af hænder til hænder.

Lars Sand Kirk er uddannet fra Arkitektskolen i Aarhus og fra Aarhus Kunstakademi. Han har udført opgaver for museer, kommuner og virksomheder. Han er lektor på Grenaa Gymnasium i fagene Visual Arts og design

Lars Kalmar Kastanje arbejder i sine malerier med akrylfarver, lim og japanpapir på lærred. Maleriet opbygges lag på lag, en teknik med en lang og konstruktiv bearbejdning. Han starter altid med blyanten. Ideen skitseres og overføres med blyant direkte på lærredet. Farvevalget bliver det, der skal beskrive netop det motiv og den følelse, der skal færdiggøre værket. Billederne er påvirket af omgivelserne og opdigtede fænomener. Han har et ønske om at udtrykke fantasi, humor og vække følelser til inspiration og fordybelse.

Lars Kalmar Kastanje er arkitekt/designer/kunstner og uddannet på Kunsthåndværkerskolen og Kunstakademiet i København.

Publiceret 13 March 2019 13:00

SENESTE TV