"La Traviata" er den mest sete opera af dem alle - og kan nu opleves i Kino i Grenaa i en opførelse fra Det kongelige Teater i Madrid. Pressefoto

Italiensk opera i Kino fra Madrid

"La Traviata" fra Den kongelige Opera i Madrid

Af
Søren Andersen

GRENAA ”La Traviata” af den italienske komponist Giuseppe Verdi er den mest spillede opera overhovedet. Det skyldes både den tragiske, men også bevægende handling og den overflod af smuk musik, som operaen indeholder. Tirsdag 19. februar klokken 19.30 får operaelskere på Djursland mulighed for at opleve denne opera, når Kino i Grenaa blænder op for ”La Traviata” i en optagelse fra Den Kongelige Opera i Madrid.

”La Traviata” er den rørende historie om kurtisanen Violetta, der for en kort stund tror, at også for hende er den store ægte kærlighed mulig. Hun møder nemlig den unge Alfredo, der forelsker sig i hende og hun i ham. Det skal imidlertid vise sig, at samtidens snævre moral stiller sig i vejen for de to unges kærlighed. Alfredos far presser Violetta til at opgive sønnen, da han fortæller hende, at hans datter ikke kan blive gift på grund af Alfredos skandaløse forhold til Violetta. Hun opgiver sin egen lykke og forlader sin elskede, som hun dog til sidst i operaen forsones med.

Verdi skrev ”La Traviata” på et tidspunkt, hvor han var på toppen af sin kunstneriske ydeevne. La Traviata er således skrevet stort set samtidig med ”Rigoletto” og ”Troubaduren,” og den indeholder noget af Verdis mest iørefaldende musik. Handlingen bygger på Alexandre Dumas´roman ”Kameliadamen,” som til dels er selvbiografisk. Den vakte en del opmærksomhed ved sin udgivelse, for historien om den ædle skøge, der ofrer sin kærlighed til fordel for borgerskabets snævre moral, var ikke hverdagskost i datidens Paris. Romanen blev Dumas´ store gennembrud som romanforfatter, og da Verdi satte musik til historien om Alfredos og Violettas kærlighed sikrede han, at historien om de to stadig kan røre et moderne operapublikum.

Publiceret 14 February 2019 00:00