Ulv fotograferet på Norddjursland 1. september 2018. De danske ulveforskere er ret sikre på, at det er en hanulv, der blev født i 2017 i Ulfborg.

Ulv fotograferet på Norddjursland 1. september 2018. De danske ulveforskere er ret sikre på, at det er en hanulv, der blev født i 2017 i Ulfborg. Foto: Peter Albrecht og Jakob Normand.

Ulven på Djursland er en af de danskfødte ulve

DNA-analyse viser, at ulv ved Voldum er en af Ulfborgparrets unger. Det er formentlig samme ulv, der i længere tid har opholdt sig på Djursland

Af
Jeppe Rafn

Ulven, der i december 2018 dræbte et får og skambed tre andre får ved Voldum, er født i Danmark.

En DNA-analyse fra ulveangrebet i Voldum viser, at ulven er en af de otte ulve, som i foråret 2017 blev født ved Ulfborg i Vestjylland. Det skriver ulveatlas.dk, som dokumenterer og registrerer ulves færden i Danmark.

Forskerne ved Naturhistorisk Museum og Aarhus Universitet, som står for ulveatlas.dk, er næsten sikre på, at ulven ved Voldum også er den samme ulv, som siden sommeren 2018 gentagne gange er blevet fotograferet i skovrige områder på Norddjurs.

Ulven er en snart to år gammel hanulv med kodenavnet GW900m. Af dens syv søskende har man kendskab til de fem af dem. En af dem var den hunulv, der i foråret 2018 blev skudt på en mark ved Ulfborg. De fire andre kendte søskende er vandret til Tyskland, hvor den ene er død efter påkørsel af en bil.

De otte hvalpe fra Ulfborg er de første og hidtil eneste ulve, der er født i Danmark, siden ulven i 2012 genindvandrede efter næsten 200 års fravær i Danmark.

Publiceret 05 February 2019 16:31