Grenaa-drengen Jesper Busk Sørensen t.h. giver koncert med Den Danske Basun Kvartet

Grenaa-drengen Jesper Busk Sørensen t.h. giver koncert med Den Danske Basun Kvartet Pressebillede

Kunsten når bredt ud i 2019

Otte kunstudstillinger, men også sang og musik er på programmet

Af
Søren Andersen

GRENAA Grenaa Kunst- og Musikforening præsenterer årets udstillinger, koncerter, foredrag og udflugter i årsbrochuren for 2019, som netop er trykt og uddelt til foreningens medlemmer.

Der venter et spændende år på både kunst- og musikfronten, lyder det med optimisme fra foreningen.

Årets første kunstudstilling ferniseres i forlængelse af foreningens generalforsamling lørdag 2. februar og er med den lokale kunstner Ketty Steffensen.

Grenaa Kunst- og Musikforening har i alt otte kunstudstillinger på programmet i 2019. Blandt andre lokale kunstnere kan nævnes: Lars Sand Kirk, Lars Kalmar Kastanje. Henning Bendixen, Erik Peitersen og Niels Peitersen.

Brødrene Erik og Niels Peitersen fra Djursland har samarbejdet om denne udstilling.

Erik Peitersen er oprindeligt udlært skiltemaler, men har hovedsagelig arbejdet som autodidakt kunstner, foredragsholder og scenograf. Udover sin egen kunstneriske produktion har han assisteret Per Kirkeby ved udsmykningsopgaver bl.a. på Aarhus Universitets Søauditorium.

Niels Peitersen er uddannet som tømrer og senere også som stentrykker på Hjørring Grafiske Værksted. Han driver nu Saxum Litho i Gravlev, et af de få litografiske/stentrykkerier i Danmark. Således er han dels selv udøvende grafiker/kunstner , dels trykker han for andre kunstnere, som søger det gamle sublime håndværk. Derudover underviser han jævnligt i litografi på Kunstskolen i Nuuk.

Kathrine Barbro Bendixen - designer og hendes farfar, Henning Bendixen - møbelsnedker, udstiller for første gang sammen.

Kombinationen af Hennings detaljeorienterede miniaturemøbler i træ og Kathrines lamper formet af ko-tarme giver et indblik i et unikt univers på kanten mellem kunst og design. Værkerne udstråler en glæde ved materialer og formgivning, udtrykt på meget forskellig vis.

Ovartaci udstiller i Baunhøj Mølle fra 6. august. Han er mest kendt for sit museum på Psykiatrisk Hospital, Riisskov. Han var født og opvokset i Ebeltoft og boede i en årrække på Det psykiatriske plejehjem, Dalstrup.

Af musikalske oplevelser bydes på et alsidigt repertoire. Man skal synge fra højskolesangbogen i en søndagscafe i april. En onsdag aften i marts er der koncert med det meget anerkendte kor, Vocal Line, i Kino Grenaa. En aflyst koncert i 2017 med Grenaa-drengen, Jesper Busk Sørensen, gennemføres 23. februar i Grenaa Kirke.

Foreningen slutter året af med en rigtig julekoncert i Grenaa Kirke med Jesper Lundgård. Nytårskoncert næste år er 11. januar med Randers Kammerorkester og Carl Nielsen aften 29. marts også med Randers Kammerorkester.

Året byder også på flere kunstforedrag samt tre medlemsudflugter.

Årsbrochuren 2019 kan også ses på foreningens hjemmeside www.grenaakunstogmusik.dk og programmet ligger fremme på blandt andet Turistkontoret og Grenaa Bibliotek.

Publiceret 22 January 2019 00:00