De første to bølgebrydere står nu klar til at modstå vandet, når vejret raser. Bølgebryderne bliver etableret mellem 80-130 meter fra kysten og er hver især omkring 70 meter lange.

De første to bølgebrydere står nu klar til at modstå vandet, når vejret raser. Bølgebryderne bliver etableret mellem 80-130 meter fra kysten og er hver især omkring 70 meter lange.

Kystsikringen skyder endelig op på Anholt

Trygheden er på vej tilbage på Kattegatøen

Af
Simon Carlson

Anholt Det har efterhånden krævet mange år med blod, sved og en hulens masse saltvand, men nu er det fysiske bevis på, at kampen blev vundet ved at rejse sig ud for kysten på Anholt.

To store bølgebrydere på omkring 70 meter i længden er allerede færdige, mens fundamentet til den sidste er lagt. Håbet var egentlig, at de tre bølgebrydere kunne være færdige før jul, men skibet, der skal levere stenene til arbejdet er blevet forsinket, og dermed må færdiggørelsen vente til det nye år, fortæller maskinfører Morten Annesen.

"Alt kører stadig efter planen, men skibet er lidt afhængig af vejret, og hvornår det kan få lov at lægge til. Vi havde været færdige før jul, hvis vi havde haft stenene, men nu må vi vente lidt," konstaterer Morten Annesen. fra entreprenørvirksomheden Zøllner, der i maj vandt entreprisen på opgaven.

Mellem

Da anlægsarbejdet startede i slutningen af august, gik der ellers ikke lang tid, før den første lille overraskelse meldte sig. Her tog vandet nemlig for sig af en stor del af det sand, som anlægsarbejderne havde lagt ud til maskinkørsel. Det gav samtidig et varsel om, at selv om arbejdet er nøje planlagt, er der ingen gardering mod vejr og vind.

"Det tog ikke mere end en dags tid at få lagt sand tilbage, men vind og vejr betyder virkelig meget herude. Det kan være frustrerende, når man ikke kan arbejde, men der er altså bare ikke noget at gøre, når vejret ikke vil være med," forklarer Morten Annesen.

Mellem

Tidsplanen er dog stadig intakt, og det betyder, at der til maj 2019 gerne skulle stå en fuld sikring af den nordvestlige kyst på Anholt. Det er der naturligvis stor glæde over på øen, der efter flere år med en ødelagt hovedvej, som følge af vandet og stormenes rasen, nu kan begynde at se fremad igen. Det fortæller formand for Anholt Borgerforening Liselotte Arentz Sørensen.

"Det er virkelig enormt positivt for os, at arbejdet er så godt i gang, og at det hele indtil videre overholder tidsplanen. Det betyder enormt meget for os, at, at vores vigtigste forsyningsvej bliver sikret mod vandet, og at eksempelvis campingpladsen ikke skyller mere væk end den allerede er. Det giver tryghed," lyder det fra Liselotte Arentz Sørensen.

Kystsikring på Anholt

Når bølgebryderne er færdigbyggede, etableres en permanent rørledning til sandfodring fra havnens sejlløb til kysten bag kystsikringsanlægget. Den løbende sandfodring er en del af den fremtidige vedligeholdelse af kystsikringen. Nordstrandvej anlægges som sidste del af det samlede projekt i maj 2019, og projektet afsluttes, når vejstrækningen igen er asfalteret.

Hele projektet forventes at løbe op i anlægsudgifter på cirka 16 millioner kroner. Crowdfunding igangsat af Anholts borgere samlede mere end en million kroner sammen. Herudover dækkes størstedelen af udgifterne af staten.

Publiceret 08 January 2019 11:45

SENESTE TV