Politiet mener at have fundet gerningsmanden til en lang række indbrud i villaer og sommerhuse i Grenaa de sidste måneder.

Politiet mener at have fundet gerningsmanden til en lang række indbrud i villaer og sommerhuse i Grenaa de sidste måneder. Genrefoto: Johan Gadegaard, Ritzau Scanpix

24-årig nægtede 31 indbrud - ville ikke udtale sig

Politiet er sikker på at have fået varetægtsfængslet gerningsmand til en lang række indbrud i villaer og sommerhuse i Grenaa

Af
Søren Andersen

GRENAA Det var uden den store talelyst, en 24-årig mand fra Grenaa satte sig til rette i stolen i midten i retssal G i retten i Randers mandag eftermiddag - dagen efter, at han var blevet anholdt af politiet og sigtet for ikke færre end 31 indbrud i villaer og sommerhuse i Grenaa på ganske få måneder.

Hans forsvarer bekendtgjorde på den unge mands vegne ved grundlovsforhørets begyndelse, at han ikke ville udtale sig.

"Min klient ønsker ikke at besvare spørgsmål på nuværende tidspunkt," sagde forsvareren.

Men efterhånden som retsmødet skred frem, lykkedes det at få enkelte sætninger ud af den sigtede, som nægtede sig skyldig i de rejste sigtelser.

Det kom frem, at den 24-årige tidligere er straffet. Han har en dom fra retten i Randers fra 2015, hvor der var vilkår, som tog højde for hans vidtgående psykiske handicap.

Han fortalte næsten tavst og næppe hørbart for retten, at han i et par år har boet for sig selv i en lejlighed i Grenaa.

"Jeg har en støtteperson fra kommunen og så er jeg i praktik nogle timer om ugen, hvor jeg hjælper med at sætte en båd i stand. Jeg er glad for min støtteperson og har nu også fået bostøtte, men har lige nu ikke kontakt, fordi støttepersonen er sygemeldt," sagde den 24-årige.

Ryger hash og tager piller

Han sagde på en direkte forespørgsel om et misbrugsproblem, at han ryger hash og tager medicinen Rivotril, der ifølge sundhedsstyrelsen er angstdæmpende.

Anklageren gennemgik de mange forhold vedrørende indbrud og indbrudsforsøg centreret i Grenaa og byens sommerhusområde. Det kom frem, at den 24-årige allerede var anholdt i sagen 3. november, da han blev taget på næsten fersk gerning ud for en villa på Irisvej, hvor der var forsøgt indbrud.

På den unge mand fandt man en rygsæk med værktøj, dolk og lommelygte - og da man ransagede hos ham fandt man en række tyvekoster, som kunne fæstes sammen med de tidligere indbrud. Så politiet mente, at sammenfald af adresser og tidspunkter for indbrud tydede på samme gerningsmand.

Fremstilling ventede

Men den 24-årige blev ikke ved den lejlighed fremstillet i grundlovsforhør. Det afventede endnu en ransagning, hvor endnu flere tyvekoster blev fundet - typisk kreditkort, pas, højttalere, computere, pilleæsker, sølvtøj, parfume og kasser med sodavand.

"Jeg kan jo se, at man blandt andet har fundet et Mastercard tilhørende en kvinde, som tydeligvis ikke er dig, og en ældre mands sygesikringsbevis," konstaterede dommeren.

"Har du kunnet følge med i, hvad der er blevet sagt her i retten," spurgte dommeren den sigtede.

"Sådan lidt", lød svaret, men da dommeren bad om en holdning til, at så mange tyvekoster var fundet hos den unge mand, blev der blot uddybet med "jeg har hørt det".

Psykiatrisk behandling

Anklageren krævede den 24-årige varetægtsfængslet i surrogat. Konkret på Psykiatrisk Afdeling i Randers. Begrundelsen fra anklagerens side var en begrundet mistanke om, at den 24-årige har begået de mange indbrud - han er fundet i besiddelse af mange tyvekoster og blev anholdt tæt på et af gerningsstederne.

Ligeledes mente anklageren, at når sigtede ikke har villet forklare sig og nægter sig skyldig, skal politiet have mulighed for yderligere efterforskning.

Desuden er der stor risiko for ny kriminalitet.

Forsvareren proterede ikke mod dette - og kendelsen om varetægtsfængsling i fire uger - til 10. december - blev afsagt. Dommerens begrundelse var den begrundede mistanke og frygten for ny kriminalitet, fordi der skal skaffes penge til narkomisbruget.

Publiceret 12 November 2018 16:38

SENESTE TV