Mads Nikolajsen, SF.

Mads Nikolajsen, SF. Pressebillede

Debat: Tak for en engageret indsats

Af
Mads Nikolajsen

gruppeformand SF i Norddjurs Kommunalbestyrelse

DEBAT SF siger tak til alle som har knoklet med budgettet – uanset hvordan – med overarbejde på rådhuset, i demonstrationer, på skoler, institutioner, foreninger, i medarbejder-udvalg og via høringssvar – aldrig i Norddjurs er der arbejdet og kæmpet så meget i budgetlægningen.

Det blev et budget med en økonomi ingen har ønsket, ingen har forudset og ingen har fortjent. Det blev et budget med udfordringer for rigtig mange. Og der er jo borgere, der absolut IKKE siger tak for budgettet. Men rigtig mange borgere viser forståelse for situationen – også selv om de bliver ramt.

SF er lettet over, at læsecentret, familieskolen og juniorklubber blev reddet i sidste øjeblik. Dejligt var det også, at de helt urimelige 10% nedskæringer for ældre og handicappede begrænses delvist.

Det blev en del af de ekstra millioner bloktilskud og sanktionsfri skattekroner brugt til. Disse ekstra penge - som SF blev informeret om tre døgn før budgetvedtagelsen – kunne dog helt have fjernet 10% nedskæringerne inden for voksen-pleje området. Og muligheden for at sikre en ordentlig normering i vore daginstitutioner og en ordentlig indsats for vore yngste, udsatte børn blev ikke brugt. Forslag om at afsætte de nødvendige midler til vedligehold af vore skoler blev også nedstemt.

De muligheder blev tabt, da aftalepartierne S, V og DF i slutspurten begrænsede skattestigningen med ekstra 0,2%. Til trods for, at der blandt hundreder af høringssvar ikke var et eneste imod skattestigningen. Borgmesteren og socialdemokraterne valgte venstre og fravalgte venstrefløjen. Aftalepartierne valgte et budget, hvor forringelserne især på børnehaver og vuggestuer kommer til at koste, også for skolerne, også for udsatte børn. Her mangler både den økonomiske og den menneskelige ligning.

Nu har vi et budget. Men afgørende for at redde Norddjurs er fortsat borgeres og ansattes imponerende velvilje og indsats i en svær situation.

Publiceret 12 October 2018 00:00

SENESTE TV