TV2-kok og Michelin-kok serverer mad i mørket på Det Grønne Museum

Oplev TV-kokken Claus Holm og Michelin-souschefen, Rasmus Bundgaard Nielsen, til gratis aften i Madens Hus på Det Grønne Museum den 26. september.

Det Grønne Museum fejrer Smagens Dag med en madaften i Madens Hus. Kok Claus Holm, der blandt andet er kendt som kok på TV2’s Go´ Morgen Danmark og eftermiddagsprogrammet Go´ appetit, er klar i de historiske køkkener til at skabe retter med det, som aftenen handler om, nemlig stor smag.

Onsdag den 26. september, Smagens Dag, er han flankeret af kok og souschef på den aarhusianske Michelin-restaurant Gastromé, Rasmus Bundgaard Nielsen. De to gastronomer vil denne aften have et benspænd. På Smagens Dag vil de udelukkende arbejde med grøntsager – grøntsager fra Den Landbrugbotaniske have, som indeholder de bevaringsværdige sorter.

For at skærpe gæsternes smagssans er dele af Madens Hus mørkelagt. Men gæsterne skal ikke blot smage på det færdige resultat. De skal også en tur i haven. Aftenen indeholder også en havevandring i mørket med museets gartner Anni Vinter som vil fortælle om haven, mens museumsinspektør Bettina Buhl fortæller om planternes kulturhistorie. Med lommelygten i hånden kan gæsterne smage på urter, kål og al det grønt, som de to kokke har taget med i køkkenerne.

På Smagens dag er der gratis entre i Madens Hus, som er en del af Det Grønne Museum. Smagens Dag er en årlig, landsdækkende begivenhed.

Smagens Dag

Madens Hus, Onsdag den 26. september kl. 19.00-21.30 på Det Grønne Museum, Randersvej 4, 8963 Auning.

Claus Holm:

Mange kender Claus Holm fra TV2-programmerne Go´ Morgen Danmark og Go´ appetit samt på hans karakteristiske fynske begejstring, når han taler om mad. Han begejstres ved naturen og friske råvarer – hvilket gør ham til det perfekte match med Det Grønne Museum, Madens Hus og Den Landbrugsbotanisk Have.

Claus Holm er også en vigtig del af COOP’s projekt ’Sammen om bedre mad’, der har fokus på at bygge bro mellem producent og forbruger, med det formål at bringe smagen i øjenhøjde. Til daglig er han bosat i Svendborg med sin kone Anne.

Rasmus Bundgaard Nielsen:

Rasmus Bundgaard Nielsen er kok og souschef på den århusianske Michelin-restaurant Gastromé. Han er fast gæst i Madens Hus og kender de historiske køkkener indgående.

Derudover er han en del af foreningen Gastronomisk Undergrund, hvor yngre kokke laver publikumsarrangementer til at teste egen kreativitet og udvikle sig som kokke.

Den Landbrugsbotanisk Have:

Den Landbrugsbotanisk Have blev anlagt i 1993 og er et bevaringscenter for gamle sorter af kulturplanter. Der er sorter fra både mark og have, nytteplanter såvel som prydplanter, urter, buske og træer. Den landbrugsbotaniske Have er med i bevaringsarbejdet i samarbejde med Den kongelige danske Veterinær- og Landbohøjskole i København, Pometet i Høje Tåstrup og Nordisk Genbank i Sverige. Den landbrugsbotaniske Have er anlagt efter et oversigtskort over Gl. Estrup fra 1803.

Publiceret 18 September 2018 11:44

SENESTE TV