Endelig nye parkeringszoner ved Auning Skole

Fra mandag den 1. oktober 2018 får Norddjurs Kommunes elevbefordring to nye zoner til af- og påstigning af skoleelever ved Auning Skole. Det betyder, at de elever, der benytter elevbefordringen, bliver afleveret og hentet på Nyvangsvej i stedet for i den travle "kys og kør" zone på Sdr. Fælledvej. Det skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

De to nye zoner vil aflaste trafikken på Sdr. Fælledvej, således at presset på "kys og Kør"- zonen om morgenen og om eftermiddagen bliver mindre. Med etableringen af de nye zoner bliver der samtidigt også skabt sikre og rolige omgivelser for de børn, der transporteres af elevbefordringen.

De to nye af- og påstigningszoner på Nyvangsvej vil blive etableret i løbet af de kommende uger.

Formand for børne- og ungdomsudvalget Mads Nikolajsen udtaler:

"Jeg er glad for, at Auning Skole og vores chaufførhold har fundet en løsning, så børnene langvejsfra får et fast og trygt bringe-hente sted uden unødig ventetid. Chaufførerne får samtidig bedre kørselsvilkår, og trængslen bliver mindre på Sdr. Fælledvej forhåbentlig til glæde for alle børn og forældre".

Også på Auning Skole er der tilfredshed med den nye ordning.

"Vi er glade for, at vores elever, som kommer med taxa-bus til skolen, igen får en fast holdeplads. Der er ikke så meget trafik på Nyvangsvej, som i den populære kys-og-kør zone foran skolen på Sdr. Fælledvej, og det er en fordel for flere af vores elever i specialklasserne. Af- og påstigning kan tage lidt længere tid, da eleverne, som skal med taxa-bus, kommer fra forskellige klasser", siger afdelingsleder på Auning Skole Kasper Bak Sørensen i pressemeddelelsen.

Kasper Bak slutter af med at påpege, at:

"Det er fortsat vigtigt, at der kommer en god løsning på de trafikale udfordringer omkring skolen for alle vores elever".

Publiceret 18 September 2018 10:12

SENESTE TV