Skolelukninger på vej med ny struktur i Norddjurs

Af
Simon Carlson

Der er store ændringer på vej i skolestrukturen i Norddjurs Kommune, når politikerne skal nå til enighed om budgettet for 2019-2022, der kræver store besparelser. Det fremgår af Økonomiudvalgets dagsorden.

Økonomiudvalget holder møde i morgen, onsdag, og her er et af punkterne udkastet til 1. behandling af budgettet. Heri er der forslag til ændringer af skolestrukturen i Norddjurs, hvor både lukninger og sammenlægninger af skoler er temaet.

Værst ser det tilsyneladende ud for Børneby Mølle ved Ålsrode, som står foran en lukning. Ifølge forslaget skal børnene herfra flyttes Børneby Toubro, der ellers tidligere har været genstand for planer om en lukning. Børn fra Fuglsangområdet i Grenaa, der har benyttet sig af Børneby Mølle, skal fremover til skolerne i Grenaa, lyder det i forslaget.

De fleste af de andre børnebyer i kommunen bevares, men der sker strukturelle ændringer som et led i besparelserne. For eksempel i Vivild, Allingåbro og Ørsted, hvor børnebyerne bevares, men skal drives som en helhed med fælles ledelse, personale, administration og bestyrelse. Det samme er gældende i Ørum og Glesborg, som også bliver en fælles enhed. Skolerne får herefter ressourcer efter antallet af klasser og ikke længere antallet af elever.

Den relativt nye daginstitution Nordlyset i Vivild har også været på tale til en lukning, men ifølge forslaget får Nordlyset indvil videre lov at overleve.

Ændringer i Grenaa

Også i Grenaa er der forandringer på vej. Her er der i dag to overbygningsskoler i Kattegatskolen og Vestre Skole, men fremover må Vestre Skole lade sine overbygningselever gå til Kattegatskolen. De to skoler bliver efterfølgende én aftaleenhed med fælles ledelse.

Slutteligt skal specialklasser flyttes til Auning eller Grenaa. Der skal desuden frigøres plads til, at afdelinger af Djurslandsskolen får bedre lokaliteter.

Trist med skolelukning

Det er således store ændringer, der er på vej til Norddjurs, og det er da også en berørt formand for Børne- og Ungdomsudvalget Mads Nikolajsen (SF), der må se kommunens økonomi i øjnene.

"Der bliver stramme økonomiske rammer i fusionerne, det er et vilkår hos os. Men vi fastholder børnebyernes nærhed, med en rød tråd fra børnehave til skole. Og ”Letbane-børnebyen” Toubro ligger rigtig godt for vores nye bosætningsområde ved Trustrup. Men lukning af Børneby Mølle er rigtig trist. Den er faktisk vores første børneby. Det har desværre ikke været muligt at beholde alle børnebyer," lyder det fra Mads Nikolajsen.

"Sigtet er, at vigtige Norddjurs successer, børnebyerne og en bred overbygningsskole i Grenaa fastholdes og udvikles videre. Samtidig skal samdriften give besparelser. Vi kan få en pædagogisk gevinst ved en mere samlet overbygningsskole i Grenaa. Det er et stærkt folkeskolemiljø midt mellem ungdomsskole og ungdomsuddannelser. Her samles alle 7-9 klasser fra Grenaa og by-båndet i midtkommunen. I Børneby klyngerne i midt og vest kan det blive aktuelt, at lærere og øvrige personale arbejder på flere adresser, med et større personalehold. Det betyder også, at én lærer med særlig kompetence i læsning, matematik, musik eller naturfag kan give et løft på flere af de små skoler. Samtidig kræver modellen et tæt samarbejde mellem børnebyernes lokalsamfund," tilføjer Mads Nikolajsen.

Norddjurs Kommunes nye skolestruktur skal være på plads til starten af næste skoleår i august 2019.

Hvis politikerne i Økonomiudvalget i morgen når til enighed om forslaget, venter der en høringsperiode på tre uger.

Målet med omlægningen af skolestrukturen er at spare 30 millioner kroner på på kommunens drift, uden der skal laves større investeringer.

Publiceret 21 August 2018 14:17

SENESTE TV