Aleksander Myrhøj er 27 år, kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs Kommune, pædagog og familiebehandler.

Aleksander Myrhøj er 27 år, kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs Kommune, pædagog og familiebehandler.

Flot placering på stemmesedlen til lokal folketingskandidat

Beæret og stolt SF'er kan ikke få armene ned

De seneste 14 dage har SF’s medlemmer i Østjyllands storkreds stemt om kandidaternes rækkefølge på stemmesedlen til næste folketingsvalg. SF Norddjurs’ kandidat Aleksander Myrhøj sluttede på en flot 4. plads i afstemningen og kommer dermed til at figurere højere på listen end ved kommunalvalget i november, hvor han overraskende blev valgt som SF’s andet mandat i Norddjurs.

”Jeg er beæret og stolt over den store tillid, SF’s medlemmer i Østjylland har vist mig. Jeg havde ikke turde håbe på top 5, da det er et stærkt kandidatfelt, så en plads som nummer 4 på stemmesedlen er over al forventning. Jeg kan slet ikke få armene ned," siger Aleksander Myrhøj i en pressemeddelelse fra SF Norddjurs.

På spørgsmålet om hvorvidt et østjysk SF mandat kan hentes på Djursland, svarer Aleksander Myrhøj:

”Djursland fortjener en lokal SF’er på Christiansborg, og der skulle være stemmer nok til at trække mandatet herud. Nu handler det næste år om at føre en kampagne, der synliggør hvad SF kan og vil, og hvad jeg vil arbejde for i det landspolitiske. Jeg kan allerede nu afsløre, at nogle af nøglebegreberne er fællesskab, lige muligheder og fair vilkår.”

SF stiller op sideordnet og det er derfor de personlige stemmer, der afgør mandatfordelingen.

Lokal opbakning skal bane vejen, mener Aleksander, og slår samtidig fast at favoritværdigheden ligger i de større byer. ”At stå som den øverste ”udkants-kandidat”, giver en masse selvtillid frem mod valget. Selvfølgelig er Aarhus og Randers-kandidaterne favoritter, men jeg skal i hvert fald gøre mit for, at vælgere i de større byer ved, at Djursland vil høres og være med.”

Publiceret 30 June 2018 08:00

SENESTE TV