Katrine Trankjær Larsen fortæller Karsten Lauritsen (V) om sine arbejdsopgaver. Foto: Stine Østergaard

Katrine Trankjær Larsen fortæller Karsten Lauritsen (V) om sine arbejdsopgaver. Foto: Stine Østergaard

Skatteminister besøgte det nye gældscenter

Når SKAT 1. juli deler sig i syv styrelser, centreres gældsstyrelsen i Skattecenter Grenaa. Det betyder udflytning af, men også nye, arbejdspladser

Af
Stine Østergaard

Grenaa Det bliver store flytteår for mange af arbejdspladserne på Skattecenter Grenaa i 2019, hvor flere medarbejdere skal til at vænne sig til at skifte skrivebordsudsigten ud med Randers eller Aarhus. Dog kommer der også flere nye til, som får fornøjelsen af Grenaa som udsigt.

Tilbage bliver de medarbejdere, som arbejder med gældsinddrivelse, for fremover er det kun det, som det lokale skattecenter kommer til at arbejde med. Det sker, fordi Skat fra 1. juli ophører med at eksistere. I stedet oprettes syv specialiserede styrelser med hver deres kerneopgave.

Flere arbejdspladser

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) var mandag 28. maj på besøg på Skattecenter Grenaa for at møde medarbejderne og fortælle mere om omstruktureringen og dens betydning for fremtiden for arbejdspladsen i Grenaa.

"Det er jo en lys fremtid, fordi vi politisk har besluttet, at det skal bestå. Og så at der skal ske en opnomering af mandskabsmæssigt, som man er i fuld gang med og vil ske her i løbet af de kommende år, hvor der kommer flere medarbejdere i Grenaa."

På landsplan skal der være 1800 flere medarbejdere sammenlignet med 2015.

I dag tæller arbejdspladsen i Grenaa cirka 80 medarbejdere. I 2019 skulle det tal gerne være 100. Så snart medarbejderne, som ikke beskæftiger sig med gældsinddrivelse, er flyttet, påbegyndes rekruttering af de nyoprettede arbejdspladser.

Besøg fra øverste hylde

Under sit besøg talte skatteministeren med tillidsmænd, holdt et kort oplæg om den nye struktur for medarbejderne og tog imod spørgsmål og talte med et par medarbejdere på en kort rundtur i bygningen. En Karsten Lauritzen (V), som var meget nede på jorden fortæller, hvorfor netop sådanne besøg er vigtige:

"Det er jo min opgave som øverste chef for det, der ender med at være 8500 medarbejdere, at komme ud og møde medarbejderne en gang i mellem og også give dem anledning til, hvis der er noget, de har på hjertet og kan sige. Så bruger jeg det også til sådan at fornemme. Hvis alle er meget kritiske, så skal man måske overveje, om det, man beslutter som minister, er det rigtige. Hvis folk ikke siger noget, er det grundlæggende godt."

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) var på besøg på Skattecenter Grenaa. Foto: Stine Østergaard

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) var på besøg på Skattecenter Grenaa. Foto: Stine Østergaard

Småt er godt

Skattecenter Grenaa overlever altså - dog med en noget anderledes struktur - selvom det er et af de mindre centre, og kunne være frygtet at blive nedlagt på grund af centralisering.

"Nogle af de små skattecentre er lidt truet, fordi man siger, det er bedre at drive det i større enheder. Men nu får man mulighed for at vise, at man kan være mindst lige så effektive som de andre. Jeg tror, det vil vise sig, at nogle af de små centre faktisk er mere effektive end nogle af de større inddrivelsescentre," siger skatteminister Karsten Laurizen (V).

FAKTA

Frem mod 2021 bliver der investeret næsten 10,5 mia. kr. ekstra i skatteforvaltningen.

Per 1. juli ophører SKAT med at eksistere. I stedet dannes følgende styrelser: Motorstyrelsen, Vurderingsstyrelsen, Udvikling og forenklingsstyrelsen, Skattestyrelsen, Gældsstyrelsen, Adminstrations og servicestyrelsen og Toldstyrelsen.

Gældsstyrelsen får hovedsæde i Middelfart, men får afdelinger i Grenaa, Ringkøbing, Roskilde, Thisted og Tønder. Den kommer til at bestå af i alt 1500 medarbejdere.

Læs mere på www.fra1til7.dk

Publiceret 15 June 2018 20:00

SENESTE TV