Hård rock på Beta House i Grenaa

Af
Af Søren Andersen

GRENAA: Så er det om at holde på hat og briller for fredag 9. februar slår man dørene op på Beta House i Grenaa for den rock og metal-hungrende del af publikum med hang til tråd, sprut og fest i gaden.

Der er fundet to svedige rock bands, som gerne skulle formå at sparke festlighederne ordentlig i gang og levere en omgang seriøs prygl direkte ind i øregangen, lyder det fra arrangørerne.

Shakedown Suzies er fra Sverige og holder de gamle dyder fra 80'erne i hævd ved at spille glamrock fra storebrors tid. Læder, nitter og stramme bukser og så kører vi ellers frem for fuld skrue. De udgav deres debutalbum “The Chase” sidste år. Er man tilhænger af rock fra dengang Los Angeles var rockens centrum og bands som Mötley Crüe, Ratt, Poison og Cinderella var de store trækplastre, vil man uden tvivl komme til at savle over det svenske band.

Vulture Vibe kommer fra Aarhus og gør sig i solid rock n' roll med en masse kant af hårdtslående blues. De kører riffs af imens bunden massivt bliver holdt i kog af bombastiske tønder og en levende bas. Alt sammen toppes af en næsten soullydende vokal. Det smager lidt af en blanding imellem 70'erne og 80'erne, hvor inspirationer fra begge årtier kan føles i musikken.

Publiceret 07 February 2018 15:01

SENESTE TV