Sognepræst:

En institution siger snart farvel efter 37 år

En epoke rinder ud, når sognepræst Anne Kirstine Langkjer, Kolind, til september prædiker for allersidste gang

Af
Af Lars Norman Thomsen

Hun er rap og rå i replikken som de færreste, kendt for at sige tingene råt for usødet, men hun er også følsom og forstående - empatisk hedder det på nudansk - når situationen kræver det.

Med udgangen af oktober 2018 stopper Anne Kirstine Langkjer som sognepræst ved Kolind, Ebdrup, Skarresø og Nødager sogne. Så er det slut med at fortælle det kristne budskab til trøst og glæde for andre.

Hun fylder 65 til sommer.

Men allerede i starten af september skal menigheden forvente, at hun holder sin afskedsprædiken, fordi hun også skal nå at afvikle ferie, inden hun pakker præstekjolen væk.

Kolind tog hende til sig

Anne Kirstine Langkjer blev ordineret som sognepræst 19. august 1981, og 1. september samme år havde hun første arbejdsdag i præstegården i Gl. Kolind. Siden da har Kolind og opland aldrig været det samme. Sognepræsten er med tiden blevet lidt af en institution i handelsbyen som ret hurtigt tog den unge præst, selv opvokset i en præstegård i Thy med mange søskende, til sig.

Også da hun i to perioder i 1990'erne engagerede sig i lokalpolitik i den daværende Midtdjurs Kommune for Borgerlisten Kolind-Nødager.

Ældre læsere vil fortsat kunne huske, hvordan et vælgermøde i Byhallen fik ekstra kolorit, da Anne Kirstine Langkjer, der dengang hed Dahm til efternavn, læste en meget poetisk historie om flere af de folkevalgte som indledning til mødet. Venstres daværende frontfigur, lærer Jørgen Jørgensen, som også var fritidslandmand, hed fx. Kresten Griseklemmer i den muntre historie.

Anne Kirstine Langkjer er endnu ikke så tæt på sidste salgsdato, at hun er nået til vemodets stadium.

37 dejlige år

“Det har været 37 dejlige år, og på en eller anden måde er det også lidt træls, at det skal stoppe nu, hvor jeg føler, at jeg er en langt bedre præst end for 20 år siden,” siger hun.

“Jeg synes, jeg duer som præst og skal ikke kæmpe mere. Jeg tør godt sige noget nu, der rækker lidt længere ud. Så ligesom vinen, bliver også præster bedre med tiden,” lyder det med et af de grin, som hun altid er garant for.

Bliver boende, men ...

Anne Kirstine Langkjer og hendes mand Thomas Fischer-Larsen, der selv er præst, bliver boende i Kolind, har de besluttet.

Parret måtte i huj og hast forlade præstegården, der er ramt af skimmelsvamp.

Nu har de købt et nyt parcelhus på Ørnevænget i Kolind, men forvent ikke at se Anne Kirstine Langkjer vikariere for yngre kolleger i ny og næ i årene fremover.

“De har spurgt mig, men sådan bliver det ikke. Jeg har truet med at brænde min præstekjole for at vise, at det er definitivt slut,” siger hun med streg under SLUT.

Publiceret 18 January 2018 18:00

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV