Foreningsliv:

Vær med til at tegne fremtiden i IFM

IF Midtdjurs inviterer alle interesserede borgere med til et nyt fyraftensmøde i Multihallen

Af
Af Martin Schultz

Efter et fyraftensmøde med omkring 50 udvalgte deltagere før jul vil IF Midtdjurs nu tage alle borgere med på råd i den udviklingsproces, som skal støbe kuglerne til endnu mere fremgang i Ryomgård med IF Midtdjurs som omdrejningspunkt.

Det sker torsdag 18. januar kl. 17 til 19 i den nye Multihal ved idrætsanlægget i Ryomgård.

”Vi skal have andre end Tordenskjolds soldater på banen for, at vi med nye øjne kan se på muligheder for udvikling. Derfor havde vi på vores første møde målrettet peget på en række deltagere, som diskuterede i forskellige grupper og kom med mange gode forslag,” fortæller Dan E. Föh, som er med i styregruppen bag udviklingsprojektet.

”Nu vil vi koncentrere os om de tre forslag, som vi synes vejer tungest. Og her vil vi gerne have alle interesserede borgere til at deltage. Derfor er alle velkomne til mødet i Multihallen på torsdag for at give deres mening om fremtidens IF Midtdjurs til kende,” siger Dan E. Föh.

Tre emner til debat

De tre emner, som skal debatteres, er kontingent, struktur og organisation, og en strategi for kommunikationen i IF Midtdjurs.

”Vi vil gerne have flere medlemmer i foreningen, og hvordan indretter vi bedst kontingentet for at nå dette mål. Hvordan får vi succes og hvad er faldgruberne ved forskellige kontingenttyper,” siger Dan E. Föh om mødets første emne.

”Desuden skal vi drøfte organisation og struktur for at geare IF Midtdjurs bedst til fremtiden. Og endelig skal vi diskutere, hvordan vi bedste brander IF Midtdjurs. Vi vil gerne nå en bredere kreds af mennesker med gode historier om IF Midtdjurs. Hvordan gør vi det bedst,” spørger Dan E. Föh som optakt til mødet.

”På torsdag skal vi blive mere konkrete i vores diskussion, men vi skal mere se muligheder end begrænsninger. Vi skal derfor ikke diskutere penge, men løfte blikket ud over horisonten,” siger Dan E. Föh, som er formand for klatreafdelingen i IF Midtdjurs og derfor er med i hovedbestyrelsen.

Et omdrejningspunkt

Bag udviklingsprojektet står IF Midtdjurs' hovedbestyrelse i samarbejde med DGI Østjylland, som sender foreningskonsulent Rasmus Bach til Ryomgård for at være tovholder på mødet.

Efter torsdagens møde forventer Dan E. Föh, at der nedsættes nogle grupper, som arbejder videre med konkrete og realistiske løsninger, som kan sætte skub i udviklingen i IF Midtdjurs.

”Målet er at kunne fremlægge forslag, som kan blive diskuteret i hovedbestyrelsen og de forskellige afdelinger i løbet af efteråret, hvis der skal sættes vedtægtsændringer på dagsordenen på vinterens generalforsamlinger,” siger Dan E. Föh.

Hovedbestyrelsen i IF Midtdjurs ønsker at styrke foreningen, så den kan være et omdrejningspunkt i hele byens udvikling. Ryomgård oplever stor tilflytning, og med udsigten til at letbanen snart kommer på skinnerne forventes endnu mere aktivitet.

På idrætsområdet har IF Midtdjurs overtaget driften af Midtdjurshallen og opført en Multihal i samarbejde med Marienhoffskolen. I foråret tages en ny kunstgræsbane i brug, og snart er man klar til at sætte spaden i jorden til opførelsen af et Byens Hus ved at sambygge det eksisterende klubhus med Multihallen.
En helhedsplan rummer visioner om at udbygge Multihallen og opføre en svømmehal.

IFM's fremtid

  • Fyraftensmøde torsdag 18. januar kl. 17-19 i Multihallen i Ryomgård
  • Alle er velkomne 
  • Tilmelding til Dan Föh på dan-foh@hotmail.com

Publiceret 17 January 2018 06:00

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV