Mellem himmel og jord:

Kunsten at kunne sige ’pyt’

Af
Af Lars Norman Thomsen

I tidligere tiders folkeskole sendte vi såkaldte vennebøger på rundtur i klassen. Her kunne ens klassekammerater besvare spørgsmål om film, bøger, biler og kærester.
Men allerede langt tidligere var den slags bøger med store og små bekendelser særdeles moderne. Her kunne kvinder og mænd nedskrive deres tanker om helte og heltinder, yndlingsforfattere og varmeste følelser.
I 1890 skrev den franske filosof og forfatter Marcel Proust - han, der skrev storværket 'På sporet af den tabte tid', udgivet mellem 1913 og 1927 - i en sådan bog med 37 personlige spørgsmål. Hans svar blev senere solgt for en mindre formue.
Det er netop Marcel Proust, der har inspireret redaktionen af kirkesiden til at pille lidt ved formen på de traditionelle Søndagstanker (se faktaboks).
Sognepræst Tina Skov Løbner, Marie Magdalene-Koed-Pindstrup, har som den første indvilget i at besvare spørgsmål inspireret af Marcel Proust.
- Hvor vil du helst tilbringe en vinterdag?
“I min grønne lænestol, med en god kop kaffe og en bog og et stearinlys”
- Hvilke fejl er du mest overbærende overfor?                   
“Det vil jeg lade andre bedømme;-)”
- Hvilke egenskaber sætter du højst hos andre?
“Rummelighed”
- Dit bedste www. – link?
“www.google.dk - tøhø...”
- Hvad ville du gerne være, hvis ikke du var præst?
“Boghandler eller bibliotekar – jeg elsker at læse og kan godt lide at tale om bøger med andre.”
- Dine heltinder i litteraturen?
“Astrid Lindgren kan noget med at vende tingene om, som eks. Pippi, der siger: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”.”
- Dine yndlingsheltinder fra det virkelige liv?
“Jeg har to megaseje veninder, som jeg har kendt siden folkeskolen. De har været gennem alvorlig sygdom, skilsmisser, syge børn og alskens ulykker – og er nogle af de stærkeste og mest rummelige mennesker, jeg kender.”
- Hvis du kun havde én dag tilbage, hvad ville du så gøre?
“Gå en lang tur i skoven med min familie, lave dejlig mad og kramme dem i sofaen bagefter – præcis som en ønskefridag ser ud herhjemme.”
- Hvordan ser din fedeste fridag ud?
“Enten helt alene en hel dag med strikketøj eller en god bog – eller på café med gode veninder.”
- Hvad er det værste du kan forestille dig?
“At der sker min familie noget.”
- Et dominerende træk i din karakter?
“Jeg er nok ret meget kontrol-freak...”
-  Hvad sætter du mest pris på hos dine venner?
“Loyalitet og at kunne få lov at være som jeg er - sammen med dem.”
- Hvad giver dit liv værdi?
“Min familie, mine venner, mit arbejde.”
- Hvilket talent ville du gerne have?
“Være bedre til at sige ”pyt”.”
- Din drøm om lykken?
“Tid og overskud til at nyde hver dag i fulde drag.”
- Hvad ville være den største ulykke for dig?
“Det samme som nummer 10 – at der sker min familie noget.”
 - Hvad vil du give videre til dine børn?
“At kunne se glæden og lykken i de små ting – og at kunne rumme andre mennesker som de er.”
- Dit nytårsforsæt 2018?
“At øve mig i at sige ”pyt”.”
- Hvis du kunne bestemme, hvad skulle så være anderledes i verden 31.12.2018?
“Med fare for at gentage mig selv: at vi bliver mere rummelige og ser hinanden som med-mennesker i stedet for mod-mennesker.”
- Har du et motto?
“Der er altid plads til pomfritter.”

Publiceret 04 January 2018 08:29

SENESTE TV