Bøger:

Rygterne om bogens død er overdrevet

Boghandler Niels Trangbæk føler sig sikker på, at bogen ikke er på vej ud

Af
Af Lars Norman Thomsen

Det er altid en fornøjelse for bogelskere at slå vejen forbi boghandler Niels Trangbæk i 'Trangbæk Bog & Idé' på Hovedgaden i Rønde.

En af de få lokale boghandlere, der fortsat orker at holde fanen højt og et flot niveau, selv om branchen er hårdt trængt af nethandel og supermarkeder, der også har taget bøger med i sortimentet.

December er en kongemåned for en boghandler, og det er der ikke lavet om på trods tidens nye handelsmønstre.

“Fra midt i november og faktisk lige til den 24. december er en god tid for en boghandler,” siger Niels Trangbæk.

“Især de sidste 14 dage op mod jul skal folk købe bøger til julegaver.”

Bøger, der har deres rod lokalt, er altid gode sællerter i julemåneden. I år gælder det - blandt flere - Asger Christiansens bog om Gjerrildbanens historie ’ Gjerrildbanen - en rejse gennem Norddjurs’

Bøger, der har deres rod lokalt, er altid gode sællerter i julemåneden. I år gælder det - blandt flere - Asger Christiansens bog om Gjerrildbanens historie ’ Gjerrildbanen - en rejse gennem Norddjurs’

Run på lokale bøger

Niels Trangbæk har i en årrække udgivet bøger om de lokale herregårde i samarbejde med tidligere Syddjurs- og Rønde- borgmester, historikeren Vilfred Friborg Hansen, men i år holder forfatteren en pause fra skriveriet.

Vilfred Friborg Hansens udgivelser fra de tidligere år om de djurslandske herregårde, senest Skærsø Hovedgård tæt på Ebeltoft og Draaby, er dog fortsatte efterspurgte, fortæller Niels Trangbæk.

“Bøger, der er bundet op på noget lokalt, sælger traditionelt godt, og det er også tilfældet i år,” siger boghandleren.

Det gælder bøger som Asger Christiansens bog om Gjerrildbanens historie ' Gjerrildbanen - en rejse gennem Norddjurs', Søren Ryge Petersens ' Et Liv Med Hund', Troels Kløvedals erindringsværk og livstestamente ' Alle Mine Morgener På Jorden' og Morten Vilhelm Kellers nyligt udgivne bog om Karen Blixens lillesøster 'Ellen Dahl, Mols og litteraturen'.

“De fire nævnte bøger sælger vi mange af, og det er tydeligt, at folk godt ved, hvad de vil have. Det er yderst sjældent, at vi skal hjælpe til med at finde en julegavebog,” siger Niels Trangbæk.

I denne juletid er der også pænt run på bøger af forfattere/journalister som Tom Buk-Swientys 'Det ensomme hjerte' og DR's Mellemøsten-korrespondent Puk Damsgaards 'Den sorte kat i Mosul' om kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat i byen i det nordlige Irak.

Forudsætningen for at drive en boghandel er, at man har mange varer på hylderne. En af grundene til, at Niels Trangbæk startede Vinspecialisten, der i år sælger to særlige Kalø Snapse rundet af Nationalparken og med særligt fremstillede etiketter, som kunstneren Anne Fløche fra Torup på Mols har lavet

Forudsætningen for at drive en boghandel er, at man har mange varer på hylderne. En af grundene til, at Niels Trangbæk startede Vinspecialisten, der i år sælger to særlige Kalø Snapse rundet af Nationalparken og med særligt fremstillede etiketter, som kunstneren Anne Fløche fra Torup på Mols har lavet

Bogen overlever

Han er sikker på, at bogen vil overleve ud i fremtiden.

“Den har været dømt død og borte længe, men der bliver fortsat udgivet og solgt et hav af bøger, og bibliotekerne melder om stor udlånsfremgang, så jeg er ikke så bange for bogens fremtid.”

Boghandlerbranchen er dog trængt, og når Niels Trangbæk fortsat kan holde skuden oven vande, er forklaringen simpel.

“Vi driver en blandet landhandel med meget andet end bøger på hylderne. Det er forudsætningen for, at vi fortsat kan have en afdeling med bøger,” siger Niels Trangbæk. “Bruttoavancen på bøger er meget lille, og forlagene gør det ikke nemt for os små boghandlere. En bestseller ryger for eksempel alt for hurtigt ned i pris, nærmest en måned efter, at den er udkommet.”

Derfor kræver det godt købmandskab og betænksomhed at sælge bøger i Dagens Danmark, hvor nethandel og supermarkeder tager deres del af den samlede bog-kage.

“Mange bøger er alt for tykke i dag, og kunne med fordel sagtens være 100-200 sider kortere i omfang,” siger Niels Trangbæk.

“Forlagene glemmer, at mange mennesker, som jeg selv, læser en time i sengen, inden vi skal sove, men en bog på 3-400 sider er en tung sag at holde i længden, når man ligger på ryggen og læser. Det ender jo med, at du får den i hovedet,” griner han.

Fangen på Kalø

Niels Trangbæk røber, at han på idéplanet har fostret tanken om en ny version af Carit Etlars historiske roman fra 1871 'Fangen på Kalø'.

“Jeg bad mit barnebarn om at læse Etlars bog, men han tændte ikke rigtigt på den på grund af det gammeldags sprog.”

Niels Trangbæk har derfor prikket til en lokal forfatter om at lave en ny version i et nutidigt sprog. Om det ender med at blive til et bogprojekt, er det dog for tidligt at sige noget om endnu.

Kalø Snaps

Vinspecialisten er blevet en væsentlig del af den blandede landhandel, som Niels Trangbæk gerne taler om som forudsætningen for at drive en velassorteret boghandel i midten af Rønde.

To Kaløsnapse, Kalø Snaps og Mørk Kalø Snaps, er blevet fremstillet til denne jul i samarbejde med Viskum Snaps. Bær og urter fra Kalø i Nationalpark Mols Bjerge er grundlaget.

Etiketterne til de to snapse er lavet af kunstneren Anne Fløche fra Torup på Mols. Originalerne er udført i keramik med udgangspunkt i bær og urter fra Kalø.

Kopperne, vi har drukket kaffe af, under interviewet er lavet af kunstneren og pottemageren Annette Printz fra Eg på Mols.
Motiverne på kopperne er historiske: Kalø Slotsruin, Thorsager Rundkirke, Tre Høje og Fregatten Jylland.
De kan også købes hos Vinspecialisten.

Publiceret 20 December 2017 07:00

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV