Seriefodbold:

Lokal træner skal vende skuden i Nørager

Efter to nedrykninger i træk bliver det lokale Claus Vestergaard, der skal genskabe optimismen i Nøragers seniortrup

Af
Af Lars Norman Thomsen

Nøragers bedste seniorspillere startede 2017 med at være Djurslands næstbedste fodbold sammen med Vivild - kun overgået af FC Djursland.

Her ved udgangen af året må landsbyklubbens stolthed erkende, at 2017 har været et annus horribilis (rædselsfuldt år).

To nedrykninger fra Serie 1 til Serie 2 og fra Serie 2 til Serie 3. Den havde ingen lige set komme, men stillingen lyver ikke. Nørager har under cheftræner Ole Kjær, Egå, oplevet en sand, resultatmæssig nedtur.

Ole Kjær sagde allerede tidligt i efteråret, at han ville stoppe ved sæsonafslutningen. I stedet kastede Nørager med fodboldformand Allan 'Klemme' Jensen i spidsen med det samme fangearmene ud efter klubbens tidligere cheftræner Allan Haslund - på spillernes anbefaling.

Bytter lige over

Allingåbro-drengen Allan Haslund sagde imidlertid pænt nej tak på trods af tillidserklæringen fra spillertruppen.
Han ville hellere følge sine to sønner, der selv er aktive i Allingåbro-Nørager, som samarbejder på ungdomssiden.

Da Claus Vestergaard stoppede som cheftræner for de to klubbers talentfulde U15-årgang, fordi træner og klubber ikke kunne blive enige om betingelserne, fik Allan Haslund tilbudt cheftrænerjobbet, og denne gang var der ingen vaklen fra hans side.

Det blev et fuldtonet JA.

Dermed var vejen banet for at bringe Claus Vestergaard ind i billedet som cheftræner for Nøragers seniortrup.

“Vi tog kontakt til Claus, fordi flere spillere kom til os og foreslog det, og i fodboldudvalget var vi også enige om, at vi skulle finde en lokal trænerløsning denne gang,” siger formand Allan 'Klemme' Jensen.

En kontant herre

Claus Vestergaard, der bor i Vivild, var ikke sen til at sige ja, da han fik tilbuddet.

“Claus kender spillerne på forhånd, og de fleste kender ham,” siger Allan 'Klemme' Jensen.

Han er sikker på, at Claus Vestergaard er den rigtige til at fortsætte det generationsskifte, som Ole Kjær var godt i gang med i dette efterår.

“Claus er ikke bange for at stille krav til spillerne, og han siger tingene kontant og lige ud. Han tolererer ikke, at der skal stilles spørgsmålstegn ved alt muligt.”

Allan 'Klemme' Jensen understreger, at man i Nørager var glade for forgængeren, selvom det blev til to nedrykninger.

“Nu skal vi ned i Serie 3 og have stoppet nedturen. Der er intet krav fra fodboldudvalget om, at vi skal rykke op i Serie 2 straks, for først og fremmest handler det om at få spillet et hold sammen og undgå yderligere en nedtur.”
Fodboldformanden forventer, at samtlige spillere, minus tvillingbrødrene Lasse og Michael Jensen, fortsætter i Nørager.

“Lasse døjer meget med sit bentøj, og Michael skal fortsat være ved militæret i Aalborg. Endvidere overvejer vores assistent- og målmandstræner Per 'Batman' Bredahl, om han vil fortsætte. Det fortæller han os lige før jul, men vi håber meget på ham,” siger Allan 'Klemme' Jensen.

Publiceret 15 November 2017 14:22

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV