KV17 - debat Syddjurs:

Syddjurs Kommune er kun erhvervsvenlig, når der skal holdes skåltaler

Af Gustav Bielefeldt, kandidat til KV17 for Konservative Syddjurs:

“For nyligt rettede en ny virksomhed henvendelse til Syddjurs Kommune med henblik på at lave aktiviteter her.

Det er en fiskeskipper med to både, som har tilladelse til at fange muslinger i Ebeltoft Vig, som vil losse dem i Fiskerihavnen i Ebeltoft.

Fiskerihavnen i Ebeltoft, som har en 700 årig historie, danner stadig rammen om erhvervsfiskeri og en aktiv fiskeriforening.

Fiskeskipperen skal i forbindelse med losning af muslinger, bruge plads til et par containere og en lille gravemaskine, som skal stå på Lossekajen. Lossekajen er den kaj, hvor erhvervsfiskerne i dag losser fisk fra, med den kran der står der i forvejen.

Det meget korte svar fra Syddjurs Kommune er, at der ikke er plads til en sådan aktivitet på Fiskerihavnen.
Selvfølgeligt er der plads til en sådan aktivitet på Fiskerihavnen. Foruden betalingen af havneafgiften, vil det også blive til gavn for lokale virksomheder, vognmænd skal transportere muslingerne, oliemanden skal levere brændstof til fiskebådene mv.

Jeg vil i det kommende byrådsarbejde, gøre op med den erhvervsfjendtlige kultur, der stadig florerer på Rådhuset, så vi kan få små som store virksomheder til at etablere sig her i tiltro til, at man får hjælp i stedet for det modsatte.

Vi konservative vil arbejde aktivt for erhvervslivet. Der er ikke andre, der gør det...”

Publiceret 22 August 2017 22:44

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV