Fly brudt i brand i Grenaa:

To personer lettere forbrændt

Tirsdag formiddag udbrød der brand i et lille fly

To personer er lettere tilskadekommet efter en flyulykke ved Grenaa Flyveplads på Langagervej nær Hammelev.
Branden opstod omkring klokken 10.24 tirsdag formiddag.

En 65-årig kvinde fra Grenaa er blevet kørt på sygehuset med lettere forbrændinger.
Hun skulle til Ærø med piloten, en 66-årig mand fra København. Begge er lettere tilskadekommet, men kun kvinden er kørt på sygehuset
Det er politiets formodning, at flyet fik problemer under letningen og ramte ind i nogle nærliggende træer. Herefter brød flyet i brand og er nu totalt udbrændt.
"Præcis hvordan ulykken er sket, skal Havarikommissionen nu undersøge," siger Jakob Christiansen, pressemedarbejder hos Østjyllands Politi.
En indsatsleder ved brandvæsnet var tilfældigvis på stedet og fik hjulpet de to personer ud af flyet.
"Jeg ved ikke, om de selv kunne være kommet ud af flyet, men det var heldigt, at der var en til at hjælpe med det samme," siger Jakob Christiansen.
 

Publiceret 01 August 2017 11:15

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV