En aften med lune viser i Rimsøhuset

Musikeren og komponisten Steen Thomsen vender tilbage til Djursland med “Kiddes Blå Viser”

Af
Martin Schultz

RIMSØ Det borgerdrevne kulturhus Rimsøhuset får lørdag 15. juli spændende musikalsk besøg, når musikeren og komponisten Steen Thomsen giver koncert. Lokale folk fra det ”grå guld”-segmentet vil sikkert huske Steen Thomsen, som i sine unge dage slog sine folder på Djursland som en begavet og anderledes musiker. Han startede den musikalske karriere i Randers i Randers Rockfabrik med blandt andet trommeslageren Sander Nielsen fra Emmelev og sangerinden Jytte Pilloni. Steen Thomsen boede på Djursland i flere år og stod her i spidsen for ”De Magiske Suppesten” og ”Baldur”. Senere rejste Steen Thomsen videre og fortsatte sin musikalske karriere med nye ”legekammerater”. Blandt dem hørte den finurlig tegner, digter og historiefortæller Rune T. Kidde, som døde alt for tidligt i 2013. Steen Thomsen kom til at arbejde sammen med Rune T. Kidde omkring flere kunstneriske projekter og satte baldnt andet musik til ”Kiddes blå Viser”.

Mandig ømhed

Til koncerten i Rimsøhuset vil Steen Thomsen præsentere 17 sjove og eftertænksomme sange med poetiske danske tekster og nye kompositioner. ”Sangene er et udpluk af tolv års samarbejde med Rune T. Kidde,” fortæller Steen Thomsen. ”Lyrik og melodier som er helt sig selv og som ta’r traditionen og stilen op fra dansk sangtradition,idt jazzed, lidt blåt, “fra før verden gik af lave”,” mener Steen Thomsen. ”Poesien er fra Rune’s pen om voksenlivets tragikomiske genvordigheder, mandig ømhed, stjernetankestrejf og rim med både pif, puf og paf. “ Nogle af sangene er blevet til på vejen i bilen, på hoteller og i ventetimer på historiefortælleture i Danmark, hvor Steen akkompagnerede Rune T. Kiddes historier live, både solo og i samarbejde med andre musikere. ”Hvis man er til intens swing, guitarspil, danske ord som er tæt på og anekdoter med finurlig eftertænksomhed, så kom og oplev Steen Thomsens musiske fortolkninger af Rune T. Kidde’s poetiske univers,” lyder opfordringen fra Niels Mulvad fra Rimsøhuset. Koncerten varer til kl. 23 og Steen Thomsen vil også spille et sæt af sange og guitarmelodier af både egen produktion og evigt grønne strofer. FAKTA Steen Thomsen Lørdag 15. juli kl. 20 i Rimsøhuset. Entre: 100 kr.

Publiceret 11 July 2017 00:00

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV