Seriefodbold - Serie 2:

Engelund optimist før sæsonpremieren på Auning Stadion

Auning med ny cheftræner Claus Svenningsen i spidsen åbner Skærtorsdag ballet i Serie 2 hjemme mod Grenaa IF, der har klubikonet Brian Engelund i cheftrænerstolen

Af
Af Lars Norman Thomsen

Skærtorsdag får man det første indtryk af to af de fem lokale klubbers styrke i Serie 2, når Auning og Grenaa mødes på Auning Stadion klokken 11.30.
Auning har sagt farvel til cheftræner Dennis Holdgaard, der er skiftet til Vivild. Ind er kommet Claus Svenningsen, lærer på Rønde Skole, men i en lang årrække nærmest synonym med VIK Vejlby i det nordlige Aarhus, hvor Svenningsen har trænet både herrer og damer på et højere niveau end Serie 2.
Grenaa IF er nedrykkere fra Serie 1, men det er fortsat klubikonet Brian Engelund som står med cheftræneransvaret sekunderet af gamle Grenaa-kendinge, assistenttræner Michael Hougaard, assistent Hans Kurt Marx og holdleder Per Larsen.
Brian Engelund er ikke typen, der kaster handsken opgivende, når resultaterne ikke lige er med en, så han og den hjælpende trio tager atter en tørn, og det er med stor optimisme, at Grenaa IF kommer til Auning Stadion.
Holdet besejrede således Hasle (Serie 1) i generalprøven med 2-0 på mål af Sune Sørensen og den tårnhøje angriber Jens Bachmann.
Grenaa IF har fået tilgang af en række nye navne:  midterforsvarer Søren Mandrup Wellejus, der har en fortid i klubben, Mikkel Buus (kommet fra Aastrup/Hammelev), Rasmus Møller (kommet fra FC Djursland-truppen), Bogdan Ishimi(2. holdstruppen) og rutinerede Rasmus Brandstrup (hjemme igen efter udenlandsrejse).
Mathias Fruensgaard og Mikkel Bech er taget på udenlandsrejse og vender først hjem senere på sæsonen.
Auning - Grenaa fløjtes i gang klokken 11.30. Almin Miljanovic løber rundt med fløjten, mens Ismail Can Arslan og Mikkel Fabricius Winther er linjedommere.


Publiceret 24 March 2016 10:02

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV