Videoindslag - IT-pris:

Ny hæder til ’Koed Tømreren’

Koed Tømrer- og Byggeforretning kåret til en af Danmarks mest IT-modne virksomheder

Af
Af Lars Norman Thomsen

Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V) havde torsdag taget turen i den årle morgenstund til Aarhus for at hylde den unge tømrermester Kasper Salling Bang, 28, indehaver af Koed Tømrer- og Byggeforretning ApS, på Dansk Byggeris IT-messe på Teknologisk Institut.

Koed Tømrer- og Byggeforretning er af et dommerpanel kåret som Danmarks mest IT-modne håndværkervirksomhed inden for kategorien 'Administration'.

“Tømrervirksomheden med 12 ansatte har med sine IT-værktøjer fuld overblik og styr på virksomhedens sager samt virksomhedens overordnede økonomi,” lyder en del af begrundelsen fra dommerpanelet for at kåre Koed Tømrer- og Byggeforretning.

Væk med papirbunkerne

Mange andre virksomheder var i spil til prisen, men dommerpanelet valgte at holde fast ved 'Koed Tømreren', som virksomheden hedder i folkemunde.

“Koed Tømrer- og Byggeforretning ApS har med deres it-værktøjer fået effektiviseret arbejdsprocesserne. De har nu bedre tid til at fokusere på det arbejde, der er i gang, i stedet for at bruge tid på at finde hoved og hale i papirbunkerne,” lyder det i dommerpanelets afsluttende konklusion.

Det er ikke engang et år siden, at Koed Tømrer- og Byggeforretning blev kåret til Årets Håndværker 2015 i kategorien ”Årets Tømrer med op til 9 ansatte” af Anmeld Håndværker.dk

Ufestlig hyldest

Arrangørerne af IT-messen brillerede ikke just ved at gøre hyldesten af den unge tømrermester fra Koed til alt andet end en fest.

Overrækkelsen af diplom og medfølgende gave foregik ikke fra en scene, hvor borgmester Claus Wistoft, som det sig hør og bør ved den slags prisoverrækkelser, kunne sige et par ord.

I stedet blev borgmester og prismodtager linet op i foyeren, hvor fotograferne kunne få deres billeder, og det var så det.

Prismodtageren tog det med et smil, mens borgmesteren var mere spids i sine kommentarer til arrangørerne.

Kasper Salling Bang var af gode grunde stolt over prisen, som kun bekræfter ham i, at hans tilgang til det at drive en moderne håndværkervirksomhed er den rigtige.

“Jeg har ikke lige tænkt over, hvad jeg kan bruge prisen til, men den giver selvfølgelig ny motivation i det daglige arbejde,” siger Kasper Salling Bang, der glæder sig over, at 2016 er startet godt med mange opgaver i ordrebogen, og der kommer dagligt flere til.
 

Dommerpanelet bestod af repræsentanter fra Dansk Byggeri, Arbejdsgiverne, Byggeri og Anlæg på Teknologisk Institut, BASIT, som beskæftiger sig med IT-rådgivning i byggebranchen. Chefredaktør Klaus Tøttrup var ankermand i dommerkomiteen

Publiceret 12 February 2016 14:58