Nørre Djurs HK stiller med damehold i både Serie 1 og Serie 2. Cheftræner Brian Skovgaard (th) i bagerste række ser optimistisk på mulighederne i den ny sæson, der netop er startet

Nørre Djurs HK stiller med damehold i både Serie 1 og Serie 2. Cheftræner Brian Skovgaard (th) i bagerste række ser optimistisk på mulighederne i den ny sæson, der netop er startet

Håndbold:

Grøde i Nørre Djurs HKs dameafdeling

Cheftræner Brian Skovgaard ser frem til nye udfordringer for Nørre Djurs HKs bedste håndbolddamer efter oprykningen til Serie 1

Af
Af Lars Norman Thomsen

I Nørre Djurs HK trækker klubbens håndboldherrer i 3. division naturligt nok mange overskrifter, men på spindesiden oplever Glesborg-klubben også fremgang og grøde i tingene.

Sidste år lykkedes det førsteholdet at rykke op i Serie 1 efter nogle sæsoners stilstand.

Cheftræner Brian Skovgaard ser da også optimistisk på mulighederne for at begå sig i den højere række, selv om optakten til sæsonen har været lidt kaotisk. Blandt andet har usikkerhed om flere spilleres studiefremtid og tre spillere i lykkelige omstændigheder skabt uklarhed om truppens sammensætning.

”Der er heldigvis kommet lidt nye spillere til, så vi har fået en bredere trup, og vi har godt humør til træning," fortæller Brian Skovgaard. "Ligeledes har vi fået gang i samarbejdet med vores U18 piger, som vi træner sammen med en gang om ugen. Noget der ikke bare har betydning her og nu, men også vil få det på den lange bane."
Han har 26 damespillere i sit arkiv, ligesom han også vil have mulighed for løbende at anvende U18 spillere i kampene, når det passer ind i U18 holdets program.

To støtter ude

To spillere, der trak et stort læs i sidste sæson, er i øjeblikket ude.
Celine Korsgaard Poulsen, der sidste sæson skiftede divisionsstatus i Aastrup/Hammelev ud med Nørre Djurs HKs bedste damehold, og som var en vigtig faktor i oprykningen til serie 1, er gravid, og Laura Press er på grund af universitetsstudie og arbejde ikke til rådighed.

Træningstur til Fyn

For at ryste truppen sammen drog hele dameafdelingen forud for sæsonstart på en træningstur til det østfynske.

”Jeg følger stadig med i, hvad der sker i min barndomsklub BR66 Langeskov, og vi fik aftalt, at vi kunne placere en opstartsweekend hos dem," siger Brian Skovgaard.

Det blev en weekend, hvor HC Odense bød Nørre Djurs damerne gratis til dameligakamp i Odense Idrætshal, spisning på hyggelig italiensk restaurant, masser af socialt samvær inklusive gåture, bræt- og kortspil og tre håndboldkampe.

Weekenden blev rent sportsligt benyttet til at arbejde lidt med spillestilen i begge ender af banen, hvor cheftræneren gerne vil lægge et større ansvar ud til hver enkelt spiller end tidligere.

”Det er en proces vi har sat i gang, og det er noget, der tager tid, det er vi alle klar over,” siger Brian Skovgaard. "Men vi er også enige om, at det er den rigtige vej at gå i vores videre udvikling.”

Slog Jyllandsseriehold

Nørre Djurs HK startede ud med brask og bram i pokalturneringen med en 16-13 (7-9) sejr over Allingåbros bedste hold, der spiller i Jyllandsserien.

Som cifrene antyder, satte Nørre Djurs HK damerne damp på kedlerne efter pausen, hvor forsvaret og ikke mindst holdets sidste skanse, Gitte Mathiesen, leverede grundlaget til den overraskende sejr.

Rutinerede Gitte Mathiesen præsterede 17 redninger og en redningsprocent på 57.

De 16 Nørre Djurs HK-scoringer var fordelt på følgende: Mette ”Musse” Kristensen 5 (4), Nanna Mygind Sørensen 3, Jeanette Bothilde Sørensen 3, Anna Sørensen 2, Cecilie Svenningsen 1, Stine Kristensen 1 og Sara Fris Rasmussen 1.

Nørre Djurs HK møder i næste runde på udebane århusianske Team Oops Håndbold Sportsklub eller bare Team Q, som også spiller i Serie 1. Klubben har hjemmebane i Vejlby/Risskov Idrætscenter.

Nedtur mod Allingåbro 2

Sæsondebuten i weekenden forløb til gengæld ikke efter planen, idet Nørre Djurs HK tabte med hele 20-9 til Allingåbros andethold.

Damerne spiller igen 16. oktober i Nørre Djurs Hallen mod håndboldfusionen Aastrup/Hammelev-Grenaa 2, der ligeledes tabte holdets første match mod SMIFF Harridslev med beskedne 15-14.

Publiceret 06 October 2015 10:05