Nørre Djurs HKs dygtige, unge playmaker med de hurtige fødder, Mathias Nymark, viste allerede i sæsondebuten, at han bliver en afgørende brik i denne sæson

Nørre Djurs HKs dygtige, unge playmaker med de hurtige fødder, Mathias Nymark, viste allerede i sæsondebuten, at han bliver en afgørende brik i denne sæson

Divisionshåndbold:

Fodparade kom i vejen for Nørre Djurs HK

Glesborg-klubben tabte 25-24 til Hadsten SK i sæsonens første kamp, selv om gæsterne undervejs blev præsenteret for det røde kort to gange

Af
Af Lars Norman Thomsen

Der var knald på fra start, da Nørre Djurs HKs håndboldherrer vendte tilbage til 3. division efter et års ophold i Jyllandsserien. Hadsten SK stod på den anden side af midterlinjen lørdag eftermiddag i Nørre Djurs Hallen.
Gæsterne trak det længste strå ved at vinde beskedent 25-24 (12-12)
Nørre Djurs HK havde en række nye folk med på holdet: de to tidligere ligaspillere i Viborg HK Nicolaj Danefeld Hansen og Jeppe Hudtloff Viinberg samt unge talenter fra sidste års U18-trup, spilfordeleren Mathias Nymark og stregspilleren Mikas Korsgaard.
Læs også: Nørre Djurs HK forstærket på stregpositionen
Hadsten SK mødte frem med den tidligere Aastrup/Hammelev-Grenaa spiller Nikolaj Hagen, der tidligere har kastet grus i maskineriet hos Nørre Djurs HK og også voldte hjemmeholdet store problemer denne gang, ifølge Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe. Hagen fungerer nu som spillende assistenttræner i Hadsten SK og scorede ti mål i opgøret.
To andre profiler på Hadstens hold er Jacob Fisker og engelske Christopher Mohr. Førstnævnte er søn af klubbens tidligere storspillere på herre- og spindesiden, Svend og Jonna Fisker, og storebror til landsholdsspilleren Maria Fisker. 
Allerede før pausen blev Jacob Fisker strittet ud med rødt kort for en voldsom tackling, og i slutfasen måtte også Christopher Mohr forlade valen efter, at han havde taget for hårdt fat i en forsvarsaktion.
"Det var en hårdtspillet kamp, hvor begge hold spillede lige til grænsen og af og til over, men dommerne var gode til at finde balancen," siger Jakob Lunøe.
13 udvisninger, heraf 5 til Nørre Djurs HK, vidner om en kamp for rigtige håndboldmænd.
 

Jævnbyrdig forestilling

Som resultatet antyder var der tale om en jævnbyrdig kamp fra start til slut.
"Vi startede lidt nervøst, men kom mere med mod slutningen af første halvleg, hvor vi førte 12-10, men desværre ikke formåede at holde ved, så vi kunne have gået til pause foran med en pind eller to," siger Jakob Lunøe.
Efter pausen fortsatte hjemmeholdet stilen fra de foregående sæsoner med at starte svagt. Tekniske fejl og forkølede afslutninger gav Hadsten SK muligheder for at få momentum.
Hadsten SK bragte sig foran 14-12, men hjemmeholdet svarede tilbage og var tæt på gæsterne resten af kampen.
"Vi fik imidlertid aldrig det rigtige flow i vores spil, fordi kampen blev afbrudt konstant. Jeg noterede på mit kampreferat, at vi startede klokken 16 og først sluttede klokken 17.37," siger Lunøe.
Kombinationen af mange mennesker i hallen og det efterårslune vejr betød, at der hurtigt blev fugtigt indendørs på halgulvet, og derfor skulle der tørres vand op i et væk som kampen skred frem.
 

Afgørende fodparade

Ved stillingen 25-24 og med 16 sekunder igen fik hjemmeholdet bolden og dermed mulighed for at udligne.
"Det sluttede med, at Henrik Pedersen på venstre back blev spillet igennem, men uheldigvis for os snuppede Hadstens målmand Anders Bundgaard afslutningen fra Henrik med en fodparade. Træls, for vi havde fortjent det ene point mod en yderst kompetent modstander," siger Jakob Lunøe. der dog savnede en klar plan for, hvordan de sidste 15-16 sekunder skulle have været afviklet, og hvem der skulle afslutte.
Hjemmeholdet kunne, trods nederlaget, tage mange positive ting med fra kampen.
"Vi mangler noget fysik, men for søren da, hvor bliver der fightet af alle mand, og selv om vi godt ved, at vi får en svær sæson, så tror vi på det," forsikrer Jakob Lunøe.
Han fremhæver Simon 'Ø' Østergaard, der startede ud med at lave fem rene mål i løbet af de første 17 minutter og nåede op på i alt 9 træffere.
"Det var Simon, som vi kender ham, når der er mange tilskuere i hallen. Masser af fart over feltet, gevindskud og satsede afslutninger," griner holdlederen, som også glædede sig over en stor kamp af yndlingen Mathias Nymark på midterpositionen i angrebet.
"Den dreng er bare hurtig på fødderne og har et fantastisk blik for spillet. Selv om han så brugt ud med ti minutter igen, hev han sig selv op og spillede samtlige 60 minutter, imponerende," lyder det fra Lunøe.
 

Mikkel Eriksen på vej

Nørre Djurs HK havde tre målmand med på holdkortet: Jens Olsen, Rasmus Henriksen og Kasper Hansen
"Olsen stod første halvleg, Henriksen kom ind efter pausen, mens Hansen ikke fik spilletid. De tre er meget lige, og det er svært for trænerne at vælge," forklarer Lunøe.
I truppen har Nørre Djurs HK yderligere to trænende målmænd i Lasse Tommesen og Kristian Kolstrup Møller. Sidstnævnte er dog kun aktuel på Serie 1, fordi han ved siden af målmandsjobbet også dømmer divisionshåndbold.
I bagkæden spillede Nørre Djurs HK med Simon 'Ø' Østergaard og Henrik Pedersen på henholdsvis venstre og højre back og med Mathias Nymark som centerspiller. På fløjene agerede Nicolaj Danefeld Hansen i højre side og Martin 'Bondemanden' Jensen i venstre, mens fysisk stærke Jeppe Hudtloff Viinberg tog slagsmålene på stregen.
Ude sad: Anders Gleerup, Mikas Korsgaard og André 'Topper' Nielsen.
"Vi manglede tydeligvis en skytte, der kan flække løs uden for tremeteren, men heldigvis går det støt fremad med Mikkel Eriksens genoptræning, og så har vi også unge Nicklas Høgh fra U18 holdet, der kan sende en hammer af sted," siger en optimistisk Jakob Lunøe.
Nørre Djurs HK spiller allerede torsdag aften, hvor holdet møder Odder i Spektrum i Odder.
"Odder er tit en ukendt størrelse, fordi man aldrig ved på forhånd, hvordan holdet stiller op," noterer Nørre Djurs HKs holdleder.
"De har både et førstehold i 1. division og et stærkt U23 hold, så det bliver spændende at se, hvordan de prioriterer i kampen mod os."
 

Scorekort Nørre Djurs HK:

  • Simon 'Ø' Østergaard 9
  • Nicolaj Danefeld Hansen 7 (4)
  • Jeppe Hudtloff Viinberg  4
  • Mathias Nymark 3
  • Martin 'Bondemanden' Jensen 1

Publiceret 29 September 2015 10:30