Håndbold - Jyllandsserien:

Nørre Djurs HK tilbage i 3. division efter søndagsspil lørdag eftermiddag

Efter 40 sidste minutter i opvisningsstil blev gæsterne fra Stilling sat til vægs. 32-18 vandt hjemmeholdet, der skulle vinde med seks for at sikre oprykningen

Af
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HKs håndboldherrer er tilbage i 3. division efter blot en enkelt sæson i Jyllandsserien. Det står klart efter 32-18 (14-10) sejren over Stilling i Nørre Djurs Hallen lørdag eftermiddag.
Jyllandsserien i Jylland består af ti puljer, men kun otte af de ti rækkevindere rykker direkte op i 3. division. De to dårligste skal ud i kvalifikationsspil mod de dårligst placerede nummer tredjesidst i 3. divisions-rækkerne.
Nørre Djurs HK-truppen vidste derfor på forhånd, at kampen skulle vindes med seks overskydende mål for at holde Team Favrskov bag sig og sikre oprykningen.
 
 

Nørre Djurs HKs Simon

Nørre Djurs HKs Simon "Ø" Østergaard var højt oppe i det meste af kampen, selvom han efter pausen blev mandsopdækket. Foto: Lars Norman Thomsen

Nervøs start

Nørre Djurs HK stillede med stort set samme hold, som i de seneste kampe. Stregspilleren Benjamin Johansen var ikke med, og derfor var veteranen Henrik "Lucky Luke" Elkjær atter foretrukket til truppen.
Han startede opgøret på bænken, men fik efter pausen en afgørende rolle, da gæsterne gik over til mandsopdækning af første halvlegs suverænt bedste spiller, Simon "Ø" Østergaard, og siden også af brødrene Morten og Henrik Pedersen. Alle tre på samme tid.
Hjemmeholdet startede lidt nervøst og havde i de første 20 minutter svært ved at lukke ned for Stillings venstrehåndede højre back Aleksander Thomassen, som scorede flittigt fra distancen.
Jens Olsen i Nørre Djurs HKs mål var uheldig i et par situationer, hvor et par afrettede skud nærmest kravlede over målstregen.
Efter det første kvarter var stillingen 8-8. Gæsterne scorede de to næste, men blev så ramt af to udvisninger og en stærkt spillende Rasmus Henriksen i målet, der havde erstattet Jens Olsen.
Henriksen og forsvaret lukkede så effektivt af, at gæsterne ikke scorede de næste 17-18 minutter. Det gjorde hjemmeholdet til gengæld - 11 mål i streg.
Ved pausen var stillingen 14-10. Syv af målene i de første 30 minutter signeret Simon "Ø" Østergaard, fem Kenneth Hougaard.
 

Nørre Djurs HKs strateg Morten Pedersen (i rødt) orkestrerede spillet på fornem vis. Hans afspil til fløjene var af høj klasse. Foto: Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HKs strateg Morten Pedersen (i rødt) orkestrerede spillet på fornem vis. Hans afspil til fløjene var af høj klasse. Foto: Lars Norman Thomsen

Så sig ikke tilbage

I løbet af fem minutter af 2. halvleg havde hjemmeholdet scoret yderligere fem mål, før gæsterne reducerede til 19:11. Da stod haluret stod på 36:45.
Resten af kampen så Nørre Djurs HK sig ikke tilbage. Gæsterne forsøgte godt nok, som tidligere skrevet, at kaste grus i maskineriet ved at mandsopdække Simon "Ø" Østergaard, Morten og Henrik Pedersen, men i spillet 3 mod 3 var hjemmeholdets Henrik Elkjær, André "Topper" Nielsen og Martin "Bondemanden" Jensen klart bedst, fordi de var hurtigst på fødderne og ikke lod sig stresse til hasarderede afslutninger
Henrik Elkjær boltrede sig som den berømte fisk i vandet med fem mål efter pausen.
Efter 45 minutters spil førte hjemmeholdet 24-13. Gæsterne var tydeligvis gået tør for idéer i angrebsspillet, og den i første halvleg så stærkt skydende Aleksander Thomassen havde ikke mange missiler at gøre godt med i de sidste 30 minutter.
Gæsterne tog i store dele af 2. halvleg målmanden ud, når holdet havde bolden, for at komme i overtal angrebsmæssigt. Stilling havde dog for få strenge at spille på, og især holdets tunge folk løb med tungen ud af vinduet som kampen skred frem - tydeligvis mærket af tempoet.
André "Topper" Nielsen, som i denne sæson har fået lidt af et gennembrud og spillet sig en fast plads i startformationen, fik lov til at lukke ballet til 32-18, foran et hjemmepublikum som applauderede stående og taktfast i de sidste minutter.

Nørre Djurs HKs Henrik

Nørre Djurs HKs Henrik "Lucky Luke" Elkjær bidrog med fem mål efter pausen, selvom veteranen måtte hjælpes på højkant efter en gulvtur. Foto: Lars Norman Thomsen

Spændende fremtid

I hele sæsonen har Nørre Djurs HK fedtspillet lidt med målsætningen, men jubelscenerne bagefter afslørede naturligvis en glad flok af spillere og trænere, der midt på halgulvet gav følelserne frit løb, da sejrssangen skulle synges.
Topscorer Simon "Ø" Østergaard var en fornøjelse at følge hos hjemmeholdet. Han har tydeligvis haft godt af opholdet i Jyllandsserien og kommer op i divisionerne igen med endnu mere at byde ind med på sit i forvejen høje repertoire.
Fløjspilleren Kenneth Hougaard viste i flere situationer i det stationære spil, at han har fået flere skudvarianter med på repertoiret og ikke længere blot er en decideret afslutter i kontraspillet.
I det stationære spil viste strategen Morten Pedersen sit store overblik som iscenesætter. Hovedparten af de mål, som hjemmeholdet scorede, havde Morten Pedersen næstsidste hånd på. Hans evne til arrangere angrebsspillet i eksplosioner og at spille skarpt til fløjspillerne er i en klasse for sig og gjorde, at fartspillere som Simon "Ø" Østergaard, Kennet Hougaard og Martin "Bondemanden" Jensen kunne få glæde af deres fart til netop at få ekstra kraft på deres afslutninger.
Næste år gælder det 3. division og to lokalopgør mod Aastrup/Hammelev-Grenaa - de to opgør har været savnet i denne sæson.
Nørre Djurs HK kommer op i en fin forfatning og får tillige et tilskud til truppen af en række unge U18-talenter plus, at langtidsskadede Mikkel Eriksen vender tilbage. Eriksens evner som skytte bliver et nødvendigt aktiv i 3. division.
Det samme gør truppens bredde i næste sæson. Hvis alle mand melder sig under fanerne, har Nørre Djurs HK aldrig tidligere kunnet mønstre en trup med det format.
 

"Hvem var det, der vandt i dag..." - det var ingen i tvivl om. Foto: Lars Norman Thomsen.

Kampfakta:

Nørre Djurs HK - Stilling
Jyllandsserien Herrer
Resultat: 32-18 (14-10)

Scorekort Nørre Djurs HK:

  • Simon Østergaard 10 (1)
  • Kenneth Hougaard 6
  • Henrik Elkjær 5
  • Henrik Pedersen 3
  • Morten Pedersen 3
  • Martin "Bondemanden" Jensen 3
  • André "Topper" Nielsen 2

Kun de scorende markspillere kom på banen sammen med målmændene Jens Olsen og Rasmus Henriksen.

Frederik Lyng, Rasmus Bording og Anders Gleerup kom ikke på banen. Det gjorde tredjemålmanden Kristian Kolstrup Møller heller ikke.

 

Publiceret 21 March 2015 18:39

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV