Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe var mere end skuffet over spillernes præstation i bundopgøret mod Skovbakken.

Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe var mere end skuffet over spillernes præstation i bundopgøret mod Skovbakken.

Håndbold - 3. division:

Nørre Djurs dækkede op med hænderne i lommen

Glesborg-klubben tabte den vigtige bundkamp til agterlanternen Skovbakken med hele 33-22 efter en alt andet end godkendt præstation, ifølge holdlederen

Af
Af Lars Norman Thomsen

"Der var selvfølgelig en lidt trykket stemning i minutterne efter kampen, men kort efter pjattede spillerne i badet og havde tilsyneladende glemt alt om, at vi lige havde tabt en vigtig kamp i bundstridem," lyder det fra en skuffet Jakob Lunøe, holdleder for Nørre Djurs HKs håndboldherrer i 3. division.
"Jeg håber virkelig, at alle på holdet godt ved, at der skal ydes meget mere, hvis vi skal være over nedrykningsstregen, når sæsonen er slut," tilføjer Lunøe.
Nørre Djurs HK kunne med en sejr i søndagens sene eftermiddagskamp ude mod agterlanternen Skovbakken have bragt sig på afstand af bunden, men et nederlag på 33-22 (17-11) fortæller alt om, at det nu for alvor begynder at stramme til i bundstriden, hvor også de øvrige konkurrenter vandt deres kampe, så Nørre Djurs HK efter denne spillerrunde lige netop med hiv og sving holder sig på den rigtige side af "stregen".

Storspil af Henrik P.

Nørre Djurs HK, og især storskytten Mikkel Eriksen, startede ellers opgøret fint, og blandt andet på fire mål af Eriksen var gæsterne foran 7-6 efter ti minutter.
"Herefter gik det op i hat og briller fra vores side. Det så nærmest ud, som om vi dækkede op med hænderne i lommen, og bare håbede på, at Dennis "Søvnig" Johansen i målet klarede paragrafferne. Det var meget ringe," lyder det ærligt fra holdlederen.
En mand viste vejen i store perioder af opgøret. Henrik Petersen, der brugte hele sidste sæson til at genoptræne, en knæskade, viste formatet og gav flere prøver på sit store register.
"Det var Henrik P.'s klart bedste kamp efter, at han kom tilbage til holdet. Han havde modet, vildskaben og lysten til at brokke sig over dommerne og med- og modspillere samtidig med, at han piskede sig selv op til at score syv mål. Stor, stor ros til ham," siger Jakob Lunøe, der også havde sat plusser ud for Mikkel Eriksen og Anders "Missil" Olsen, medens resten mere eller mindre var til glemmebogen.
"Vi kan ikke blive ved med at sige, at vi er et ungt og urutineret mandskab. I det mindste kan man da forlange, at folk virkelig kæmper og bidrager med alt, hvad de har i sådan en kamp."

Ny gyser på søndag

Nørre Djurs HKs spillere har nu en uge til at få slikket sårene rene og ladet batterierne op igen.
Søndag gælder det en ny bundkamp, når holdet på ny gæster Aarhus. Denne gang for at møde AGF.
Her er hurtigløberen, veteranen Henrik Elkjær, tilbage igen. Han kan bidrage med at pumpe gejst i de unge medspillere og score de nødvendige mål i kontrafasen.
"Det gælder om i ugen at få snakket om, hvad der forventes af alle spillere i de her kampe, så ingen er i tvivl om, at det nu er alvor," understreger Jakob Lunøe.
Se stillingen i 3. dvision ved at klikke her:
http://www.dhf.dk/Turneringer-Og-Resultater/forening-soegning
 
 

Kampfakta: Skovbakken - Nørre Djurs HK Række: 3. dvision herrer Spilledato: Søndag 13. januar 2013 Resultat: 33-22 (17-11) Scorekort Nørre Djurs HK: Henrik Petersen 7(2) Mikkel Eriksen 5 Anders "Missil" Olsen 4 Simon Østergaard 3 Kenneth Hougaard 1 Rasmus Bording 1 Karsten Andersen 1

Publiceret 14 January 2013 06:00