Ungdomskonsulent Henrik Elkjær ser positivt på talentudviklingen på drengesiden i Nørre Djurs HK.

Ungdomskonsulent Henrik Elkjær ser positivt på talentudviklingen på drengesiden i Nørre Djurs HK.

Ungdomshåndbold:

Nørre Djurs HK drenge kolde som en brøndgravers røv

Landsbyklubbens 2. divisionshold i U18 drenge fik med en 28-26 sejr over Brabrand skabt luft i tabellen

Af
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HK har en klar målsætning for klubbens U18 drenge i 2. division, og det er at sikre holdet status som divisionshold, når turneringen ombrydes i julepausen.
Det kræver som minimum en fjerdeplads i den jævnbyrdige række bestående af seks mandskaber. Kun Aarhus Håndbold 2 er helt outstanding og vinder storsejre på stribe, medens de øvrige hold alle kan slå hinanden på en god dag.
I seneste spillerunde var Nørre Djurs HK på besøg i Brabrand med et afbudsramt mandskab. Tre spillere Kenneth Kofod (skade), Lucas Maciel (sygdom) og Mathias Pedersen (på rejse i Indien) sad ude, og det betød, at trænerkvartetten måtte ty til at fylde truppen ud med tre talentfulde U16 spillere:  Emil Søndergaard, Rasmus Lassen og Nicolai Lønsgren. 
 

Jævnbyrdig forestilling

Nørre Djurs HK kunne med en sejr skabe luft til de andre hold i rækken, og holdet fik da også en god start, men det fysisk stærke hjemmehold hang på hele vejen i den jævnbyrdige kamp.
"Brabrand kæmpede bravt, og kampen var tæt hele vejen igennem. Midt i anden halvleg lykkedes det Brabrand at bringe sig i front, 20 - 19 og 21 - 20, men heldigvis lykkedes det os at holde hovedet koldt, og vi slap afsted med en sejr på 28-26," fortæller Henrik Elkjær, der træner U18 truppen sammen med Henrik Pedersen, Bent Frey og Kurt Sørensen.
Frederik Lyng var igen den store skytte i angrebet med 12 mål, men Elkjær roser også U16 spilleren Rasmus Lassen, som er kommet til klubben fra Åstrup/Hammelev.

"Han er et stort talent, og vi håber at kunne være med til at udvikle lidt på ham nogle år frem," siger Henrik Elkjær.
U16 spilleren Nicolai Lønsgren var også stærkt spillende i defensiven. Han kæmpede en brav forsvarskamp mod "et højhus" fra Brabrand, men gav sig ikke i duellen.
De to keepere Kasper Hansen og Mads Elkjær gjorde det atter godt med en samlet redningsprocent over 50.

"De supplerer hinanden fint, og det er et privilegium som træner at have to så talentfulde målvogtere på samme hold, det sætter vi utrolig stor pris på," fastslår Henrik Elkjær.
 

På andenpladsen

Efter seks spillerunder indtager Nørre Djurs HK andenpladsen i rækken og kan med en ny sejr på søndag i Munkholmhallen ved Randers over Alliancen reelt sikre sig, at der også står U18 divisionshåndbold på programmet efter julepausen.
Nørre Djurs HKs U16 drenge i A-rækken er også godt med. Holdet vandt forleden topopgøret mod Randers KFUM med hele  31-12 og fører nu A-rækken.


Kampfakta: Brabrand - Nørre Djurs HK U18 - 2. division drenge. Scorekort Nørre Djurs HK: Frederik Lyng 12 David Bundgaard 7 Nicolai Lønsgren 4 Andreas Søndergaard 3 Rasmus Lassen 2

Publiceret 16 November 2012 08:56