"Oldies but goodies" er mottoet i Nørre Djurs HK, når det gælder den 45-årige veteranmålmand Klaus Allermann, der søndag kom ind og vækkede de unge spillere til ny dåd, da det kneb i 2. halvleg.

Håndbold:

Ny Nørre Djurs gevinst var kollektivets fortjeneste

En 25-24 sejr over AGF giver de unge Nørre Djurs HK spillere masser af selvtillid til de kommende kampe i 3. division for Herrer

Af
Af Lars Norman Thomsen

Fløjspilleren Kenneth Hougaard fik hul på bylden, da Nørre Djurs HK tog en ny skalp i søndagens hjemmekamp mod AGF i herrenes 3. divsion.
Den nyoprykkede seniorspiller, der som ungdomsspiller nærmest var garant for et målorgie i hver kamp, har hidtil haft svært ved at placere bolden i rammen i de første kampe som seniorspiller på divisionsplan.
Men søndag ramte det unge talent plet tre gange i første halvleg.
"Vi spillede også noget af det bedste angrebsspil, jeg har set i denne sæson," fortæller holdleder Jakob Lunøe.
"Der var fart og tempo over feltet, og det hjalp tydeligvis en spiller som Kenneth Hougaard."
I den lille hal i Glesborg så publikum hjemmeholdet føre både 10-6 og 12-8, før spillerne gik lidt ned i kadence og måtte nøjes med en halvlegsføring på 13-11.

Søvnig vækket af Allermann

Hjemmeholdets optur i de første 30 minutter blev i løbet af fem minutter af anden periode vendt til en nedtur.
AGF bragte sig hurtigt foran 14-13, før Nørre Djurs HKs 'bedstefar' på bænken, Klaus Allermann, overtog målmandsposten for en stund.
Den rutinerede ræv fik banket nyt liv i foretagendet og leverede tre vigtige redninger, før han igen overlod målet til Dennis "Søvnig" Johansen, der ikke siden så sig tilbage.
"Er du så færdig, hvor Dennis kom ind og tog fra. Han var blevet vækket af pausen på bænken og stod fremragende resten af kampen," roser holdleder Lunøe.
Et godt fightende hjemmehold var foran med et eller to mål i en stor periode, før holdet ved stillingen 21-20 trak afgørende fra og kom op at føre med 25-21.
"Så gik der lidt panik i drengene, men de formåede heldigvis at holde helt hjem, og AGFs reducerende mål til slutresultatet 25-24 faldt først 4-5 sekunder før tid."

Kollektivet blomstrede

Bortset fra den teknisk dygtige Andreas Aagaard kom alle øvrige markspillere på scoringslisten, og derfor tror man på holdlederen, når han udnævner sejren til at være "kollektivets triumf."
"Vi brænder fortsat for meget, for eksempel skulle Mikkel Eriksen bruge 16 forsøg til sine fire mål, men når det er sagt, så var det en udsøgt fornøjelse at se de drenge kæmpe en vis legemesdel ud af shortsene," siger en nærmest euforisk holdleder.
Udover "Søvnig" i målet, der ifølge holdlederen mødte op både nyklippet og med nyredt hår, fordi han havde været på tur med kæresten, var der også roser til energibundtet af en stregspiller, Rasmus Bording, som bidrog med tre mål og masser af hjerte i forsvaret.
Efter tre spillerunder har Nørre Djurs HK formået at samle fire point. Søndag gælder det oprykningsfavoritterne Brabrand på udebane og siden venter der en bonuskamp mod akademikerne fra JAI Aarhus.
Sidstnævnte kamp tabte Nørre Djurs HK godt nok i første omgang, men holdet nedlagde protest over kampafviklingen og fik medhold. Det betød, at Jysk Håndboldforbund dekretede en ny kamp, som skal spilles tirsdag 30. oktober i den lille Annexhallen i Aarhus.
 

Kampfakta: Nørre Djurs HK - AGF 3. division for Herrer Resultat: 25-24 (13-11) Målscorere Nørre Djurs HK: Simon Østergaard 5 Mikkel Eriksen 4 Henrik Elkjær 4 Rasmus Bording 3 Kenneth Hougaard 3 Henrik Pedersen 2 Karsten Andersen 2 Rene Høyer 1 Kenneth Kristensen 1

Publiceret 23 October 2012 00:26