Mikkel Eriksen leverede nærmest et one man show i 2. halvleg, men det rakte ikke til at køre sejren hjem. Arkivfoto.

Mikkel Eriksen leverede nærmest et one man show i 2. halvleg, men det rakte ikke til at køre sejren hjem. Arkivfoto.

3. division håndbold:

Det gik i ged i slutfasen for Nørre Djurs

Et forynget Nørre Djurs HK mandskab manglede det afgørende held i årets første turneringskamp

Af
Af Lars Norman Thomsen

Det så længe ud til, at Nørre Djurs HK ville få en perfekt start på håndboldsæsonen i 3. division for herrer.
Det foryngede hjemmehold, der har sagt farvel til flere profiler forud for denne sæson, havde i lange perioder af opgøret tirsdag aften mod VRI momentum, men i slutfasen magtede holdet ikke at styre en sejr i hus, og aarhusianerne sluttede med at vinde 25-20.
Nørre Djurs startede ellers som lyn og torden og førte 4-1 i en håndevending. Den tilbagevendte ungdomskonsulent Henrtik "Lucky Luke" Elkjær - holdets alderspræsident på 27- var håndboldsulten og klar til at løbe kontra fra første fløjt.
"Elkjær var vores bedste mand i 1. halvleg med fire mål på kontra, og det selv om modstanderne i flere tilfælde satte to hænder i ryggen på ham uden, at dommerne straffede dem," fortæller holdleder Jakob Lunøe.
Trods en lidt svag afslutning på de første 30 minutter, kunne hjemmeholdet gå til pause foran 11-10, og derfor var optimismen intakt i omklædningsrummet, da trænerduoen Karsten Andersen (selv på holdkortet) og Per Thomsen aftalte strategien for 2. halvleg med spillerne.

Eriksen helt ustyrlig

Nørre Djurs HK formåede ikke at fastholde momentum i starten af 2. halvleg, hvor VRI overtog teten, men hjemmeholdet fortsatte med at kæmpe.
Ikke mindst Mikkel Eriksen viste efter pausen, at han kommer til at bære et stort ansvar i denne sæson som langskytte.
Han lavede beskedne to mål før pausen, men i de sidste 30 minutter fik han skudt sig varm og præsterede hele syv mål, heraf kun to på straffekast.
"En fremragende præstation af Mikkel, der næsten ene mand formåede at holde os inde i kampen," roser Jakob Lunøe.
Eriksens mange mål resulterede i, at Nørre Djurs godt ti minutter før tid førte med 19-17.
"Úde på bænken sad jeg og bad til, at vi fik scoret mål nummer 20, før VRI kom til noget. Desværre skete det ikke, men havde vi udnyttet vores muligheder, er jeg sikker på, at det var sket, og så havde vi knækket VRI," siger Lunøe.

Dum afslutning

I stedet blev de mange tilskuere i Nørre Djurs Hallen vidne til en kaotisk afslutning, hvor hjemmeholdet gik op i limningen i slutminutterne.
"Vi skulle selvfølgelig satse, da vi kom bagud, men et nederlag på fem mål fortæller slet ikke den sandfærdige historie om den kamp," siger holdlederen.
"Vi var ellers godt forberedte til kampen, og VRI overraskede os ikke. De kom med, hvad vi havde regnet med på forhånd, men vi manglede lige det afgørende held i de situationer, hvor kampen blev afgjort."
Jakob Lunøe ærger sig selvfølgelig over, at den første kamp ikke gav bonus, men han er også på det rene med, at det bliver en længere proces at få et nyt hold til at fungere.
"De mange unge, der nu står med ansvaret, skal lige vænne sig til tempoet og hårdheden, og vi skal først og fremmest være tålmodige. Jeg er dog sikker på, at vi nok skal få de nødvendige resultater.

Mange støtter væk

Nørre Djurs HK var uden målmanden Stefan Solberg, veteranerne Lars Jakobsen og Kurt Sørensen, skytten Anders "Missil" Olsen, figtheren i begge ender af banen, Kasper Koust og Bue Fisker, der sidste år var et friskt pust i slutfasen.
Dertil kommer, at universalspilleren Kenneth Kristensen ikke lige nu er til rådighed på grund af sygdom, og at Henning Poulsen fortsat genoptræner efter sin korsbåndsskade.
Nye i truppen er de tre nyoprykkede U18 spillere, kæmpen Rasmus Bording, målmanden Frederik Fisker og den smarte fløj Kenneth Hovgaard, og så er fartspillerne, playmakeren Henrik Petersen og lynhurtige Henrik Elkjær tilbage efter at have været ude et år med skader.
"Vi håber, at Henning Poulsen bliver klar tæt på jul og at vi måske nogle gange kan trække på Lars Jakobsen og "Missilet", men det er svært for dem at gøre en forskel i 3. division, når de ikke træner," erkender Jakob Lunøe.
Han tager sammen med herre- og dameseniortruppen samt klubbens U18 drenge og piger på ryste-sammen-tur i weekenden til et stævne i Vejle.
"Den tur er en fast tradition, og det var derfor vi fik fremrykket den første kamp. I Nørre Djurs vægter vi det sociale meget højt, og derfor styrker sådan en tur sammenholdet i hele klubben, så jeg er sikker på, at vi kommer hjem med ny gejst og er klar til den næste turneringskamp," siger den populære holdleder.

Nørre Djurs HK - VRI 3. division herrer resultat: 20-25 (11-10) Målscorere for Nørre Djurs HK: Mikkel Eriksen 9 Henrik Elkjær 4 Rasmus Bording 2 Simon Østergaard 2 Henrik Petersen 1 Rene Høyer 1 Andreas Aagaard 1

Publiceret 20 September 2012 06:00