Nørre Djurs HKs Kenneth Kristensen spiller fortsat med trods et knæ, der gør knuder.

Nørre Djurs HKs Kenneth Kristensen spiller fortsat med trods et knæ, der gør knuder.

Håndbold:

The same old story om Nørre Djurs HK

Norddjurslændingene tabte alt på gulvet de sidste fem minutter i søndagens udekamp mod TMS

Af
Af Lars Norman Thomsen

Operationen lykkedes. men patienten døde. Nogenlunde sådan var situationen for Nørre Djurs HKs spillere og ledere, da søndagens udekamp i 3. division for Herrer mod Todbjerg-Mejlby/Skødstrup (TMS) blev fløjtet af.
Nørre Djurs HK leverede nemlig en glimrende præstation trods nederlaget på 29-26.
 "En af sæsonens bedste, og vi havde TMS helt nede i sækken. Vi glemte desværre bare at snøre den til, da det hele skulle afgøres i de sidste fem minutter," lyder det fra Nørre Djurs HKs holdleder Jacob Lunøe.
Nørre Djurs HK førte 13-11 ved pausen og med et kvarter igen, 22-17.
"Vi havde efterlyst mere vildskab, og det fik vi. Alle gik ind og tog ved, kastede sig efter håbløse bolde og fightede som vilde dyr i forsvaret," siger Lunøe.
Men som i andre kampe i denne sæson koksede det hele mod slutningen. Spillerne blev febrilske og turde ikke afslutte, og der blev spillet sidelæns i stedet for direkte mod mål.
"Det var virkelig utur og synd for spillerne, for de havde fortjent fuld valuta," siger Nørre Djurs HKs holdleder.

Ny komet i bagkæden

Nørre Djurs HK stillede med en ny mand i bagkæden i skikkelse af 19-årige Bue Fisker, der har en fortid i Ebeltoft IF.
"Han har ligget stillet i et års tid, fordi arbejde og kørselsmuligheder har forhindret ham i at spille, men nu er han til rådighed for os her i slutfasen, og han kan blive en vigtig brik," roser Jacob Lunøe.
Bue Fisker kom på banen efter 17 minutters spil, og han forlod den først, da kampen var slut.
Fem mål blev det til fra den velskydende gut, der ifølge Lunøe snildt magter at spille på alle positioner i bagkæden og ligeledes har fysisk styrke til en central position i forsvaret.
"Han havde blot nået at træne med os en enkelt gang, så han var selvfølgelig lidt i tvivl om, hvordan det ville gå, men han bidrog med meget, og vi ser frem til de næste kampe med ham på holdet."

Fem kampe igen

Endnu et nederlag ændrede mirakuløst ikke på Nørre Djurs HKs position i bunden. Holdet er fortsat på den rigtige side af nedrykningsstregen, før de fem sidste spillerunder.
"Vi kan selvfølgelig ikke blive ved med at tabe, og så samtidig sige, at vi klarer den, men fortsætter vi spillet fra TMS-kampen og gør det i alle 60 minutter, så skal vi nok holde os oppe," siger en altid optimistisk holdleder.
Nørre Djurs HK møder søndag i Nørre Djurs Hallen et af topholdene HK Aarhus Nord.
"Jeg tror på, vi har en chance, fordi HK Aarhus Nord ikke har været specielt overbevisende i foråret, og det forlyder også, at der lidt uro på bagsmækken."
Lunøe var tirsdag aften med Nørre Djurs HKs andethold i Serie 1 i Viborg, hvor det blev til en sejr på 30-24 over Viborg Søndermarken.
"Den sejr lunede og bragte os længere væk fra nedrykningsstregen. Et par sejre mere, så er vi klar til en ny sæson i Serie 1," siger Lunøe, der så et Nørre Djurs HK-hold med spillere som Dennis "Søvnig" Johansen i målet og med Andreas Aagaard og Martin "Bondemanden" Jensen i marken levere en koncentreret præstation.

Kampfakta TMS - Nørre Djurs HK 3. division Herrer 29-26 (11-13) Målscorere Nørre Djurs HK: Bue Fisker 5 Mikkel Eriksen 5 Simon Østergaard 4 Anders "Missil" Olsen 3 Kasper Koust 2 Lars Jakobsen 2 Rene Høyer 2 Kenneth Kristensen 1 Andreas Aagaard var rykket ned på andetholdet i Serie 1, hvor også målmand Dennis "Søvnig" Johansen fik kamptræning. Venstrehåndede Simon Zacher fik debut på førsteholdet. U18-spilleren Kenneth Hovgaard sad over for at være spilleberettiget på U18-holdet senere i denne uge.

Publiceret 28 February 2012 23:04