Nørre Djurs HK går et hårdt forår i møde. Senest er Jesper Kurtzmann (forrest på bænken) tilføjet den lange skadesliste.
Arkivfoto.

Nørre Djurs HK går et hårdt forår i møde. Senest er Jesper Kurtzmann (forrest på bænken) tilføjet den lange skadesliste. Arkivfoto.

Håndbold:

Skidt start på foråret for Nørre Djurs HK

Norddjurslændingene nærmer sig bunden i 3. division for herrer efter lørdagens sløve premiere på anden turneringshalvdel, hvor det blev til et 23-16 nederlag til Hasle KFUM

Af
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HK skal slås for overlevelse i den jævnbyrdige 3. division for herrer, og holdets odds er ikke blevet bedre i julepausen, hvor fløjspilleren Jesper Kurtzmann er blevet føjet til listen over langtidsskadede spillere.
Kurtzmanns ene knæ gør knuder, og han er af sin læge blevet frarådet at spille videre, så han er ligesom Henrik Elkjær, Henrik Pedersen og playmaker Henning Poulsen ude resten af sæsonen.
Heller ikke den stærke forsvarsspiller Martin Siig er til rådighed i øjeblikket. Han sidder også ude med en skade.
Dertil kommer, at den unge storskytte Anders "Missil" Olsen kun er til rådighed til træning og kampe perifert, ligesom Kenneth Kristensen nok er med i kampene, men ikke for fuld oktan, fordi hans ene knæ har set bedre dage.
Endelig har veteranen Lars Jakobsen stort set ikke tid til at træne på grund af sit arbejde som selvstændig landmand, men han er dog til rådighed i kampene.
Så mange spillere, der enten er helt ude eller ikke kan være med fuldt og helt, er naturligvis en hæmsko, og det kom også til udtryk i lørdagens udekamp mod Hasle KFUM.

Slutresultatet på 23-16 i hjemmeholdets favør fortæller alt.

Unge Simon Østergaard (th) lavede fire mål mod Hasle KFUM, men Nørre Djurs HK får ikke udnyttet hans evner i kotrafasen optimalt, fordi den side af spillet i øjeblikket er fraværende.

Unge Simon Østergaard (th) lavede fire mål mod Hasle KFUM, men Nørre Djurs HK får ikke udnyttet hans evner i kotrafasen optimalt, fordi den side af spillet i øjeblikket er fraværende.

Går ikke i panik

"Vi har kun formået at score sølle 16 mål i vores to sidste kampe, og det rækker slet ikke i 3. division, men vi går ikke i panik af den grund, for vi ved godt, at der ikke skal så meget til for at vende billedet," siger Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe, og tilføjer optimistisk: "Vi har godt nok mange skader, men truppen er fortsat bred."
Vendepunktet kan blive fredag aften i Nørre Djurs Hallen, hvor Stautrup kommer på besøg.
"Den kamp skal vi vinde, og gør vi det, ser det pludselig bedre ud," konstaterer Lunøe, der var skuffet over præstationen mod Hasle KFUM.
"Vi havde ikke på forhånd sat næsen op efter en sejr, men derfor skal der kæmpes alligevel, og det blev der kun periodevis. Det skuffer mig, og det er også lidt træls, at man ikke kan mærke på spillerne bagefter, at de har tabt. Det skal man kunne efter sådan en indsats."
"Nu er det alvor, og det tror jeg, vi vil få at se på fredag i vores egen hule. Det skylder vi efterhånden også vores mange trofaste tilskuere, men mest af alt vores egen stolthed."

Holdleder Jakob Lunøe er fortsat optimist, men han erkender også, at der skal 4-6 point på kontoen i de næste 3 kampe.

Holdleder Jakob Lunøe er fortsat optimist, men han erkender også, at der skal 4-6 point på kontoen i de næste 3 kampe.

God kamp af "Søvnig"

Nørre Djurs HK startede med Kent Solberg på mål i Hasle, men han blev pillet ud efter godt fem minutter, hvor hjemmeholdet havde skudt ham i sænk og bragt sig foran 5-1.
Ind kom Dennis "Søvnig" Johansen og han gjorde, ifølge Jakob Lunøe, en god figur:
"Havde det ikke været for ham, var det gået meget værre."
En scoringspause fra det 10. til det 23. minut hjalp heller ikke på tingene, men på en god afslutning anført af fandenivoldske René Høyer lykkedes det Nørre Djurs HK at holde trit med hjemmeholdet, som kun førte 11-9 ved pausen.
Efter pausen fik Nørre Djurs HK ny medvind, men kun det første minut, hvor to scoringer forvandlede stillingen til 11-11.
Resten af forestillingen tilhørte Hasle KFUM som sikkert kørte sejren i hus mod et udehold, der på 29 minutter blot formåede at score sølle fem mål.
"Modstanderne har læst på lektien, når de møder os. De får lukket ned for vores kontraspil, som slet ikke giver de mål, som er nødvendige, hvis vi skal vinde håndboldkampe," siger Jakob Lunøe.
"Vi har problemer i det etablerede spil, fordi vi mangler skudkraft bagfra, når Mikkel Eriksen, som mod Hasle KFUM, ikke har tur i den."
For Nørre Djurs HK var de flittigst scorende René Høyer og Simon Østergaard, hver 4 mål, Kurt Sørensen scorede tre gange og Mikkel Eriksen to gange.
Anders Gleerup og Frederik Larsen fra klubbens andethold var rykket op på førsteholdet i lørdagens kamp.
 

Publiceret 22 January 2012 13:13