For Henrik Elkjær, den øvrige del af trænertrioen og spillerne ikke mindst vil det være en stor skuffelse, hvis det ikke bliver til divisionshåndbold for U18 drengene efter julepausen.

For Henrik Elkjær, den øvrige del af trænertrioen og spillerne ikke mindst vil det være en stor skuffelse, hvis det ikke bliver til divisionshåndbold for U18 drengene efter julepausen.

Håndbold:

Nørre Djurs HK talenter gik i sort i modgangen

Et klart 23-14 nederlag i bundopgøret mod TMS gør, at Nørre Djurs HK's U18 drenge får svært ved at bevare divisionsstatus i foråret

Af
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HKs U18 drenge kunne med en sejr i søndagens udekamp mod TMS have fornyet billetten til 2. division i foråret 2012, medens et nederlag omvendt ville sende holdet ned under nedrykningsstregen med kun en spillerunde tilbage.
Drengene kendte således konditionerne, før de i samlet trop gik på banen, men måske var det nerverne, som spillede holdet et puds, for efter tyve minutters spil var Nørre Djurs HK bagud 8-3.
"Vi kom ellers frem til mange chancer, men vi brændte desværre også alt for mange af dem," siger Henrik Elkjær, der træner holdet sammen med Henrik Pedersen og Bent Frey.
På god fight og en bedre udnyttelse af chancerne kom Nørre Djurs HK på ti gode slutminutter i første halvleg tilbage i kampen, og udeholdet kunne således gå til pause med uafgjort 9-9 som indgang til anden halvleg.

Alt haltede efter pausen

Det gode spil og den nødvendige indstilling fortsatte dog ikke efter pausen.
Nørre Djurs HK kom aldrig med, da toget gik, og TMS rykkede på resultattavlen. Bare sølle fem mål scorede norddjurslændingene i anden halvleg, medens hjemmeholdet fik nettet til at blafre hele 14 gange.
"Vi var helt væk i anden halvleg, og spillerne havde svært ved at tackle modgangen. Mod slutningen slog vi helt op i banen, og det var selvfølgelig ikke tilfredsstillende," siger Henrik Elkjær.
Nederlaget betyder, at Nørre Djurs HK skal vinde lørdagens hjemmekamp mod Skovbakken for at forblive i 2. division efter julepausen, medens TMS dagen derpå skal tabe sin kamp.
"Det er hårde betingelser, men vi vil kæmpe vores chance og slutte godt af," lover Henrik Elkjær.
Kenneth Hovgaard blev topscorer med 6 mål, heraf fire på straffekast. Andre Topper Nielsen, Rasmus Bording og Emil Fisker scorede hver to gange. Rasmus Svane og Gustav Dujardin nettede en enkelt gang.
 

Vil opstille ny målsætning

Må Nørre Djurs HK rykke ned i A-rækken betyder det, at spillerne i U18-truppen også frit kan bruges på klubbens næstbedste herrehold i Serie 1 i foråret 2012 sideløbende med kampene i U18-rækken.
"Det vil være en skuffelse, hvis vi rykker ud af 2. division, men så må vi have lavet en ny målsætning sammen med spillerne," siger Henrik Elkjær, der kan mønstre fire spillere, der er 2. års, medens resten er 1. års, og derfor også har alderen til U18-håndbold efter sommerferien 2012.
"Derfor kan det blive aktuelt at bruge foråret til at bygge et nyt hold op med sigte på den kommende sæson, og så give spillere som for eksempel Kenneth Hovgaard mulighed for at spille seniorhåndbold," erkender Elkjær.
Netop Kenneth Hovgaard har et talent som måske allerede nu kan bære på Nørre Djurs HKs bedste hold i 3. division for Herrer.
 

Publiceret 06 December 2011 00:04