Mikkel Eriksen viste, at der fortsat er kraft i højrearmen, da Nørre Djurs HK besejrede Søften i 3. division for herrer.

Mikkel Eriksen viste, at der fortsat er kraft i højrearmen, da Nørre Djurs HK besejrede Søften i 3. division for herrer.

Håndbold:

Eriksen bombede løs for Nørre Djurs HK

Der var fredagsgilde i Nørre Djurs Hallen, og de lokale helte fortsatte sejrskursen i 3. division med en 30-23 sejr over Søften

Af
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HK's Mikkel Eriksen har hidtil haft svært ved at få gang i sit angrebsspil i denne sæson. Den normalt så træfsikre måltyv fra distancen har været ramt hårdt på selvtilliden, men det blev der lavet om på fredag aften i Nørre Djurs Hallen, hvor Mikkel Eriksen spillede en flot første halvleg i opgøret mod Søften, der blev slået 30-23 efter pauseføring til hjemmeholdet på 15-11.
"Mikkel blev denne gang ikke brugt så meget i forsvaret, og dermed fik han tid til at bruge energien i det etablerede angrebsspil. Jeg skal love for, at han kom i gang med seks flotte mål i første halvleg," roser Nørre Djurs HK's holdleder Jakob Lunøe.
Nørre Djurs HK fik ellers ikke den bedste start på opgøret. Søften, der stillede op uden den skadede superskytte Simon Skjøde, havde en stregspiller, som hjemmeholdets bagerste skanser havde svært ved at styre i kampens indledning.
Hjemmeholdet var bagud med 3-6 efter syv minutters spil, men et par redninger af veteranmålmand Klaus Allermann og et forsvar, der blev bedre og bedre, forvandlede langsomt hjemmeholdet, der med seks mål i træk bragte sig foran 9-6.
Resten af halvlegen bølgede kampen lidt frem og lidt tilbage, før veteranen Lars Jakobsen med to scoringer, inden de 30 minutter var gået, bragte Nørre Djurs foran med fire mål.
 

Kenneth Kristensen tog over

Resten af opgøret var hjemmeholdet i teten bortset fra de sidste fem minutter, hvor der gik ren legestue i den.
Kent Solberg fik sæsondebut i målet i anden halvleg, og da han var spillet varm, holdt han lukket i rammen i store dele af de sidste 30 minutter.
"Han stod fantastisk og havde vel 15-16 store redninger," siger Jakob Lunøe.
Desuden tog Kenneth Kristensen over som målskytte. Fem mål blev det til fra hans hånd i anden halvleg.
"På en virkelig flot kollektiv indsats kom vi foran 28-16, men i stedet for at klapse virkeligt til Søften, mistede vi koncentrationen i de sidste 6-7 minutter, som vi tabte 7-2. Vores sejr var dog aldrig i fare," siger Lunøe.
 

Sparede et par mand

Jakob Lunøe er supertilfreds med indledningen på sæsonen i 3. division. Fire point i to kampe er lidt af en drømmestart for landsbyklubben, der næste weekend møder HK Aarhus Nord på udebane.
I opgøret mod Søften var der råd til at lade Rene Høyer og Andreas Aagaard varme bænken i alle 60 minutter. De kunne derfor være med på klubbens andethold i Serie 1, som søndag tabte 19-24 på hjemmebane til Dronningborg.
Mikkel Eriksen blev topscorer for Nørre Djurs HK med 7 mål, Lars Jakobsen og Kenneth Kristensen scorede hver fem, Simon Østergaard 4, Kasper Koust og Henning Poulsen hver 3, Anders Glerup 2 og Kurt Sørensen et enkelt.
Næsten 200 tilskuere kiggede på.

Publiceret 03 October 2011 22:56