Debat:

Miljøteam Djursland bør besinde sig

Af Steen Møller, Rådhusbakken 27 A, 8400 Ebeltoft:

"En kunde formaster sig til af en eller anden grund at give den lokale skraldemand fra Tirstrup/Balle et par dåseøl (og nej, jeg ved ikke hvorfor), som skraldemanden stiller til side og glemmer alt om. I stedet for en passende skriftlig advarsel som svar på denne lille overtrædelse af husreglementet benytter Miljøteam Djursland dette lille ikke-problem til at rive tæppet væk under den uheldige skraldemand og koldt og kynisk bortvise ham på stedet efter 18 års problemfri tro tjeneste uden en eneste sygedag.

Kørselsleder Henrik Holmsted Pedersen benytter sit svar i avisen på dette uhyrlige overgreb mod en loyal medarbejder til at gøre stor reklame Miljøteam Djursland og ikke mindst virksomhedens konsekvente og umenneskelige personalepolitik, så den uheldige skraldemand vel nærmest bør prise sig lykkelig over, at dødsstraffen er afskaffet. En personalepolitik, som åbenbart også får alle andre medarbejdere i Miljøteam Djursland til beskæmmet at bøje nakken og undlade at være solidarisk med deres uheldige kollega. Af frygt for Miljøteam Djursland tør de øvrige medarbejdere i firmaet end ikke skrive sig på listerne hos Sparkøbmanden i Balle og Dagli'Brugsen i Tirstrup, hvor adskillige hundreder borgere protesterer mod denne overreaktion og bortvisning af et vellidt og skattet medlem af lokalsamfundet - så meget for personalepolitikken hos Miljøteam Djursland.

Også Fagforeningen 3F er totalt handlingslammet og lader blot tre og fem være lige - end ikke et lille møde med Miljøteam Djursland kan man svinge sig op til. Ingen anfægter Miljøteam Djurslands ret til at handle, som man har gjort - det er sikkert helt efter bogen. Men 3F burde i det mindste tage den uheldige skraldemand i hånden og i al fredsommelighed sammen med Miljøteam Djursland få strikket en løsning sammen i form af en genansættelse med samt en skriftlig advarsel i bagagen. Miljøteam Djursland burde besinde sig, og 3F burde vise, at det er en fagforening, som kan varetage lønmodtagernes interesser og løse problemer.

Hallo, vågn op - det drejer sig om rigtige mennesker af kød og blod - her på vores dejlige og fredelige Djursland - anno 2010!"

Publiceret 08 October 2010 09:19