Anna Nyholm Jensen bor stadig i huset ved købmandsgården i Nørager, som hende og Bent i 1957 flyttede ind i.
Anna Nyholm Jensen bor stadig i huset ved købmandsgården i Nørager, som hende og Bent i 1957 flyttede ind i.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nørager opkalder vej efter byens elskede købmand

Afdød købmand får vej opkaldt sig blot et år efter, han døde

Det er på mange måder en rørende historie om sammenhold og hjertevarme, der har udspillet sig i Nørager den seneste tid. Gennem et helt igennem ærligt ønske om at mindes og ære en af landsbyens mest betydningsfulde personer er det lykkedes for borgerne i Nørager at overbevise politikerne i Norddjurs Kommune om, at den nye vej, der skal etableres i forbindelse med en ny boligudstykning, ikke skal hedde Hanstedvej. Den skal hedde Nyholmvej. Opkaldt efter Nøragers mangeårige og højtelskede købmand Bent Nyholm Jensen, der døde 22. december 2016.

Ærer mindet

Historien tager sin begyndelse i efteråret 2017, da kommunalbestyrelsen vedtog lokalplanen for et nyt boligområde i Nørager. Heri havde miljø- og kulturforvaltningen foreslået, at den nye vej i området skulle opkaldes efter et stednavn i området. Valget faldt på Hanstedvej efter Hanstedgård, der ligger lidt uden for Nørager. Forslaget blev sendt i høring hos Nørager Beboerforening, men her faldt forslaget ikke i specielt god jord, fortæller formand for beboerforeningen Trine Fisker.

“Vi havde da ikke som sådan noget imod navnet Hanstedvej. I byen har vi bare ikke rigtig nogen tilknytning til navnet. Bent Købmand (Nyholm Jensen, red.) var en person, der stod os alle sammen meget nær, og han var lige gået bort, så vi ville rigtig gerne ære ham. Og det var også det, byen ville,” beretter Trine Fisker.

Bent var samlingspunkt

Beboerforeningen foreslog derfor, at vejen blev opkaldt efter Bent Nyholm Jensen uden at være klar over, at der i Stednavneudvalget og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering findes generelle anbefalinger for, at man ikke opkalder veje efter nyligt afdøde personer.

Derfor valgte forvaltningen at fastholde navnet 'Hanstedvej'.

Men der er bare noget ved Nørager. Man står sammen. Og derfor blev der samlet opbakning fra byen og ikke mindst fra Bent Nyholm Jensens familie, der bakkede op om, at vejen kunne opkaldes efter den afdøde købmand.

“Altså det er jo ikke fordi, vi absolut ville have vores vilje, men det fortæller en masse om vores sammenhold i Nørager, og Bent var det store samlingspunkt for os. Han betød jo alt for byen. Havde han ikke været her, så havde der måske heller ikke været det sammenhold.

Han spurgte altid til ens ve og vel. Han var så rummelig, og derfor var han også en mand, der var der for os alle sammen,” forklarer Trine Fisker.

Gjorde indtryk

Opbakningen, argumenterne og ikke mindst støtten fra købmandens familie gjorde indtryk. Sagen havnede således i Miljø- og Teknikudvalget i slutningen af januar, og her gik politikerne imod forvaltningens anbefaling og imødekom ønsket fra Nørager, fortæller formand for Miljø- og Teknikudvalget Jens Meilvang (LA).

“Forvaltningen skal som udgangspunkt følge det, der er normen, hvor man venter med at opkalde, til folk har været døde i længere tid. Men vi synes, det her er et rigtig fint navn, der passer til området og til Nørager. Og når også familien synes, det er en god idé, så kan vi godt forsvare det,” uddyber Jens Meilvang om den lidt usædvanlige sag.

“Jeg har siddet i udvalget i otte år, og det her er den første af den slags sager, jeg oplever. Hvis der nu kommer lignende sager, må vi tage den derfra, men jeg vil ikke være bange for, at vi tager sådan en beslutning igen, hvis der skulle være et perfekt match med en person, der har gjort meget for et område eller Norddjurs Kommune,” noterer Jens Meilvang.

Én stor familie

Tilbage i Nørager er der under alle omstændigheder enorm glæde. De har stået sammen om, at de i fremtiden altid kan mindes deres elskede købmand, når nye familier forhåbentlig snart slutter sig til Nørager og flytter ind på Nyholmvej.

“Selv om Bent ikke var min familie i traditionel forstand, så var han jo alligevel familie. Jeg tror faktisk også, det var det valg, han tog, da han kom hertil i 1957. Han så hele Nørager som sin familie, og han ville os alle sammen det allerbedste,” slutter formand for Nørager Beboerforening Trine Fisker.

Publiceret: 12. Februar 2018 15:47

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalvisen Folkebladet

Bøger
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt