Foto: Lars Norman Thomsen

Foto: Lars Norman Thomsen

FV 2019 - debat: Socialdemokratiet vil ikke lukke friskoler, tværtimod ...

Af
Leif Lahn Jensen (S)

folketingskandidat i Djurskredsen

MF.

"Britt Bager fra Venstre spørger i et læserbrev i Lokalavisen, om Socialdemokratiet ønsker at lukke friskolerne i Danmark. Svaret er klart og entydigt: Nej, det gør vi ikke.

Læs: syddjurs.lokalavisen.dk/2019-05-22/-FV-2019-debat-Vil-Socialdemokratiet-lukke-friskoler-4993397.html

Socialdemokratiet har derimod et ønske om at styrke folkeskolen blandet andet ved at overføre nogle penge fra friskolerne til folkeskolerne. Tankegangen bag det forslag står vi ved. Vi ønsker at styrke folkeskolen, fordi den spiller en vigtig rolle for sammenhængskraften i vores samfund. I folkeskolen mødes nemlig børn fra alle samfundslag. De får kendskab til hinandens måde at leve på og tænke på, og det betyder, at de bedre kommer til at forstå hinanden, respektere hinanden.

Men vi er blevet opmærksom på, at vores forslag kan få uheldige og utilsigtede konsekvenser for små friskoler i tyndt befolkede områder som f.eks. Djursland, hvor det kan være svært at øge elevoptaget og forældrebetalingen som kompensation for et fald i tilskuddet fra 76 procent til 71 procent, sådan som Socialdemokratiet har foreslået. I mit parti har vi intet mod friskoler, vi ser dem som et vigtigt supplement til folkeskolen, og mine egne piger har således selv gået på friskole og været glade for det.

Vi ønsker på ingen måde, at friskolerne med vores forslag kan føle sig truet på deres eksistens. Vi har lyttet til folks bekymringer for deres lokale friskole og vi har lyttet til Foreningen af friskoler. Derfor foreslår Socialdemokratiet nu, at tilskuddet til friskolerne differentieres, således at de små skoler i tyndt befolkede områder som f.eks. Djursland beholder deres tilskud på 76 procent.

Man kan sige, at det burde vi måske have foreslået fra starten. Men det væsentlige for mig er, at vi har lyttet til folks bekymringer, vi er blevet klogere og vigtigst af alt er vi er villige til at justere vores forslag, således at de små skoler i områder som vores ikke behøver at frygte for deres eksistens. Det synes jeg viser, at Socialdemokratiet lytter til folk og tager dem alvorligt. Og det er ikke så ringe endda."

Publiceret 24 May 2019 09:30