Debat Norddjurs: Når kommunen visner, spirer lokalbefolkningen i Ørum

Af
Kristina Hviid (V)

medlem af Norddjurs Kommunalbestyrelse:

"I oktober 2018 blev det vedtaget i kommunalbestyrelsen, at overbygningen på Ørum Skole skal flyttes til en samlet overbygningsenhed i Grenå fra skoleåret 2019/2020. Bekymringerne og modstanden fra såvel borgere som elever i Distrikt Ørum var stor, men desværre måtte borgerne erfare, at beslutningen blev truffet, grundet Norddjurs Kommunes store økonomiske problemer.

Kampen blev tabt, men det kunne heldigvis ikke slå borgerne ud i Ørum. I stedet blev der skabt en endnu større ejerskabsfølelse for byen, den fremtidige skole og udvikling i området.

Jeg synes, det er meget beundringsværdigt, at der nu er samlet en stor gruppe bestående af mere end 50 ildsjæle, der kæmper videre for at skabe en helhedsskole i Ørum, i form af en friskole.

Det mærkes tydeligt, at sammenholdet og energien er stor, og de frivillige bruger meget af deres fritid på at undersøge alle de aspekter, der er i at starte en friskole, intet er overladt til tilfældighederne, så jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det kan blive rigtig godt.

Ambitionerne for friskolen er store og bygger på nogle gode grundværdier, hvor kvalitet, høj faglighed og trivsel er i fokus, værdier som jeg alle kan bakke op om.

Jeg mener også, at en friskole kan være med til at skabe et boost for Ørum, en bæredygtig og veldrevet friskole i en splinterny bygning, vurderer jeg vil have en positiv effekt på både erhvervslivet og bosætning.

Jeg er stolt af at være en del af et lokalsamfund, hvor der kontinuerligt kæmpes for at bevare den lokale udvikling, og der skal ikke herske tvivl om, at der fra min side er en kæmpe opbakning til en friskole i Ørum i nye lokaler."

Publiceret 24 January 2019 09:30